KONG FREDERICK 2. DEN STORE
(  24/1 1712 - 17/8 1786 )
KONGE AF PRØJSEN 1740 - 1786

Frederick blev født den 24. januar 1712 på kongeslottet Potsdam Palads nær Berlin, midt om vinteren som var iskold.
Denne dag var en ekstra stor glædesdag for både hans forældre, den prøjsiske kronprins Frederick Wilhelm ( 1688 - 1740 ) og Sophia Dorothea af Hannover ( 1687 - 1757 ) og den prøjsiske kongefamilie, slægten Hohenzollern, fordi den lille nyfødte prins var den første søn der overlevede sine barndomsår, men hverken hans forældre eller nogen andre kunne vide at denne prins skulle blive Prøjsens største krigerkonge og landets største nationalhelt.
Som årene gik fik Frederick mange søskende, 7 søstre og 4 brødre, ialt 11 søskende, så man kan da ikke sige at Frederick var et enebarn.
I 1713 blev hans far udråbt til Prøjsens nye konge, kong Frederick Wilhelm 1 af Prøjsen, efter sin far kong Frederick 1., som faktisk grundlagde kongeriget i 1701, så kongeriget Prøjsen var stadigvæk meget ung.


KONG FREDERICK WILHELM 1. AF PRØJSEN I 1713.

Den unge kronprins Frederick blev strengt opdraget af sin far, fordi kongen ville være sikker på at arvingen til det prøjsiske kongerige blev ordenligt uddannet.
Så den unge Frederick fik en meget streng militæruddannelse og hver gang drengen ikke havde gjort noget ordenligt, blev han straffet hårdt af sin far, så Frederick havde ikke nogen lykkelig barndom og ungdom. Derfor havde han heller ikke ret meget godt at sige om sin far.
Kronprinsen var meget interesseret i æstetik, filosofi og musik, men blev brutalt tvunget til at interessere sig for statsstyring og militæret af sin far.


KRONPRINS FREDERICK SPILLER PÅ FLØJTE.

Efterhånden var den unge Frederick blevet godt træt af sin far og af alt den strenge militærdisciplin, så han prøvede også at flygte til England sammen med sin gode barndomsven, løjtnant Hans Hermann von Katte, i 1730, men de begge blev fanget i august 1730.
Frederick blev tvunget til at se sin gode vens henrettelse den 6. november 1730 og hermed blev den unge kronprins strengt overvåget af sin far.


KRONPRINS FREDERICK AF PRØJSEN I 1732.

I 1732 fortalte hans far at han havde fundet en udmærket kone til sin søn.
Prinsesse Elizabeth Christine af Braunschweig-Bevern hed hun og var en smuk kvinde, men kronprinsen syntes bestemt ikke om sin fars valg, fordi Frederick havde i smug en elskerinde, grevinde Charlotte Amailie von Wessen ( 1713 - 1738 ) som han elskede meget højt og hun elskede også ham.


CHARLOTTE AMALIE VON WESSEN I 1732.

Men igen blev Frederick tvunget af sin far til at gifte sig med prinsesse Elizabeth og Frederick fik forbud mod at se sin elskerinde, men de fortsatte med at se hinanden i smug, indtil i slutningen af 1737, hvor grevinde Charlotte blev sendt ud af Prøjsen og måtte bo hos hendes forældre i Frankrig resten af sit liv.  I året 1738 fødte hun en søn, og hun døde kort tid efter fødslen.
Da kongen hørte om sin søns uægte barn, blev han så rasende på sin søn at han hurtigt fik lavet en lov der gjorde at Fredericks uægte søn aldrig ville blive hans søns efterfølger på den prøjsiske kongetrone. Så Frederick måtte leve resten af sit liv ulykkelig sammen med prinsesse Elizabeth og de fik heller ikke nogen børn sammen.
Endelig døde hans far kong Frederick Wilhelm i 1740 og den nu 28 årige Frederick var landets nye konge, kong Frederick 2. af Prøjsen.


KONG FREDERICK 2. AF PRØJSEN I 1740.

Frederick var meget glad for skrive, så han blev forfatter til 30 bøger om alt fra musik til militærhistorie, men han var nu gennem årene opsat på at gøre Prøjsen til en militærstærk stormagt i Europa.
Kort tid efter han var blevet kronet til konge, døde kejser Karl 6. af det tysk-romerske kejserrige og hans eneste barn, datteren Maria Theresia, blev gjort til hans efterfølger.
Men kong Frederick vidste godt at hun var ikke så stærk en regent som sin far, så Frederick udnyttede det ved at gøre krav på den østrigske provins, Schlesien.


KEJSERINDE MARIA THERESIA AF ØSTRIG I 1740.

Men da kejserinde Maria Theresia nægtede at efterkomme den prøjsiske konges krav, invaderede Frederick med en stærk prøjsisk hær Schlesien i efteråret 1740, den første Schlesiske krig 1740-42 var begyndt, men krigen skulle snart blive til den europæiske storkrig, den Østrigske Arvefølgekrig 1741-48, hvor Prøjsen havde Frankrig, Spanien og Bayern på sin side og Maria Theresias Østrig havde Storbritannien, Holland og Savoyen på sin side.
Under denne krig skulle kong Frederick få sit verdenskendte navn, Frederick den Store.
Frederick vandt mange store sejre over sine fjender i krigen, selvom hans fjender hver troede at de havde soldater nok til at besejre den prøjsiske krigerkonge.
I 1742 gik Frederick ud af krigen som den store sejrherre med Schlesien indlemmet i sit kongerige, men to år senere, mens den Østrigske Arvefølgekrig stadigvæk rasede ude på Europas slagmarker, invaderede østrigerne Schlesien og hermed erklærede Frederick Østrig krig igen, den anden Schlesiske krig 1744-1745 var begyndt.
Men i starten ledede Frederick ikke den prøjsiske hær nede i Schlesien, hvilket førte til to prøjsiske nederlag og den østrigsk-sachsiske hær havde næsten erobret hele Schlesien tilbage.
Så Frederick den Store rejste hurtigt til Schlesien og overtog kommandoen over resterne af den prøjsiske hær i det nordlige Schlesien.
I slaget ved Hohenfriedeberg den 4. juni 1745 angreb Frederick den Stores hær på ca. 50.000 mand, den østrigske prins Charles' hær på 85.000 mand.
Slaget endte med at prins Charles' hær blev besejret og måtte tage på  tilbagetog til Bøhmen. Under slaget havde prins Charles mistet 10.000 mand, hvor Frederick den Store kun mistede 2000 mand, dette slag var en af Fredericks store sejre over østrigerne.


FREDERICK DEN STORE I 1745.

I vinteren 1745 indledte den nye tysk-romerske kejser Frans 1. og den østrigske kejserinde Maria Theresia, som faktisk gift med hinanden, en to-grenet angreb mod Berlin.
Fra Sachsen rykkede marskal Rutowski med en stærk sachsiske hær fra nordøst og mod Berlin, og fra Bøhmen rykkede prins Charles med en østrigske hær op sydfra og invaderede igen Schlesien i starten af november 1745.
Frederick ilede tilbage til Schlesien med en talstærk hær og slog østrigerne tilbage til Bøhmen efter et stort slag ved Hennersdorf den 24. november 1745.
Imens rykkede en anden prøjsisk hær, under ledelse af feltmarskal prins Leopold af Anhalt-Dessaau mod den sachsiske hær som havde taget opstilling ved Kesselsdorf, 16 km fra Dresden. De to hære mødtes der den 15. december 1745.
Den sachsiske hær blev knust og blev jagtet på flugt, endnu en stor sejr for Prøjsen.
Ti dage senere, 25. december, underskrev kejserinde Maria Theresia og kejser Frans 1. fredsaftalen ved Dresden, Schlesien og det nordlige Bøhmen blev indlemmet i Frederick den Stores kongerige, hele Prøjsen festede over denne julegave og Frederick var også lettet, fordi nu havde han tid til at opbygge Prøjsens hær.
Fra 1745 til 1756 var der fred i Prøjsen og Frederick udnyttede fredstiden til at udvikle sin hær til en første klasses hær.
I Potsdam lidt udenfor Berlin fik Frederick bygget et nyt kongeslot i årene 1745-1747 som kom til at hedde, Schloss Sanssouci, som betyder oversat på dansk sorgenfri, hvor han regerede sit store kongerige fra indtil sin død.
Selve slottet blev bygget i rokoko-stil, som var tidens byggestil indefor rigtig mange slotte og bygninger rundt omkring i Europa i perioden 1720-1789, hvor bygningerne skulle være elegante, graciøst og især orientalsk influeret.
Frederick den Store ombyggede slottet igen i 1760erne, hvor der også blev opført en kongelig have, Sanssouci Park.


FREDERICK DEN STORES SANSSOUCI SLOT I POTSDAM.

Og som årene gik blev Frederick den Store mere og mere forgudet og elsket af Prøjsens befolkning og resten af Europa, han var den  højst respekterede regent rundt omkring i Europa.
Faktisk blev Frederick så elsket af sit folk, som George Washington blev for USA, som landsfader og nationalhelt. Ingen anden prøjsisk konge opnåede så stor halvgudstatus som Frederick den Store havde og snart skulle han i krig igen.
I 1754 erklærede de to stormagter Storbritannien og Frankrig hinanden krig og kæmpede om hinandens kolonier med både deres hære og kæmpe flåder rundt omkring på jorden, og to år senere udviklede krigen sig til en europæiske storkrig, den Prøjsiske Syvårskrig 1756-63 var begyndt, men faktisk udviklede krigen sig til en slags verdenskrig.
Storbritannien og Prøjsen indgik i en militæralliance sammen med Hannover, men det var mest Frederick den Stores Prøjsen der udkæmpede krigen i Europa, mens Storbritannien udkæmpede krigen både til lands og til søs rundt i verden mod Frankrig. Frankrig fik militærstøtte fra Østrig, Rusland, Sverige og Sachsen og senere gik Spanien og Portugal ind på Frankrigs side, så man kan vist godt sige at krigen havde udviklet sig til en verdenskrig.
Frederick den Store marcherede ind i Sachsen i august 1756 med en prøjsiske hær på 28.000 mand og indtog Dresden i september 1756.
Den østrigske-sachisiske hær 30.000 mand tog opstilling udenfor byen, Lobositz i midten af september 1756.
Takket været fredstiden var den prøjsiske hærs disciplin og brutale krigsførelse blevet den allerbedste i Europa, så Frederick vandt en stor sejr ved Lobositz og slog østrigerne på tilbagetog og gennemtvang sacherne til at gå i prøjsiske militærtjenneste, men krigen var kun begyndt.
I sommeren 1757 koncentrerede Frederick den Store sine hære om et angreb på Prag.
I Prag havde den østrigske kommandant, prins Charles af Lorraine, opstillet en østrigsk hær på 66.000 mand udenfor byens mure og byens forsvarsværker var utrolig stærke.
Da Frederick ankom til Prag tidligt om morgenen den 5. maj 1757 med en hær på 64.000 mand, så han at byen var godt forsvaret og havde gode forsvarsværker.
Derfor prøvede Frederick at sende en prøjsisk bataljon på 4000 mand mod østrigernes højre flanke og angribe dem bagfra.
Men østrigerne nedslagtede prøjserne med deres kanoner og kavaleri, så Fredericks første angreb slog fejl, men han ville ikke give op så let.
Næste dag angreb Frederick østrigernes stillinger rundt omkring Prag og ved slutningen af dagen, var en del den østrigske hær drevet væk fra Prag med tab på 10.000 mand, hvor resten af prins Charles' hær blev tvunget ind i byen.
Frederick havde mistet 14.000 prøjserne under slaget og begynde så at belejre Prag.
Men så snart Frederick havde begyndt på sin belejring af Prag, sendte den østrigske kejserinde en undsættelseshær på 53.000 mand mod Prag for at drive prøjserne væk fra Prag.
Frederick den Store havde også fået forstærkning og havde nu 60.000 prøjsere og de kunne godt ha’ slået den østrigske undsættelseshær tilbage, men Frederick begik denne store fejltagelse at dele sin hær i to og lade 35.000 prøjsere tage opstilling ved Kolin mod østrigernes 53.000 mand.
Efter fem timers blodige kampe ved Kolin den 18. juni 1757 led Frederick et stort nederlag og mistede halvdelen af sin hær ved Kolin og måtte opgive belejringen af Prag og trække sin hær tilbage til Sachsen.
Østrigerne led også store tab, men det lykkedes for dem at tvinge Frederick tilbage og give ham et stort nederlag. Østrigs to allierede, Frankrig og Rusland, ville nu udnytte Fredericks nederlag ved Kolin.
Storbritannien prøvede at sende militærhjælp til Prøjsen, men den britiske-hannoveranske hær under hertug William Augustus af Cumberland på 36.000 mand blev fuldstændigt knust ved Hastenbeck i juli 1757 af en fransk hær på 74.000 mand og hermed skulle der gå to år før Storbritannien kunne sende en ny hær i felten i Europa, så Frederick den Store måtte nu kæmpe alene.
I sensommeren 1757 stod Frederick den Store overfor sin største fare.
Russerne truede østfra og franskmændene og østrigerne truede vestfra, så Frederick havde kun en mulighed, at angribe mod vest.
I slaget ved Rossbach i det nordlige Sachsen den 5. november stod Frederick overfor en allieret hær på 40.000 franske og østrigske tropper, hvor han kun selv havde 21.000 prøjsere, men selvom Frederick var oppe imod en større hær lykkedes det for Fredericks hær at give fjenden et stort nederlag. Rossbach var en af Fredericks største sejre, men snart skulle han vinde sit livs største sejr, men han led også store tab under slaget.


SLAGET VED ROSSBACH DEN 5. NOVEMBER 1757.

Mens Frederick havde besejret en fransk-østrigsk hær ved Rossbach, blev en prøjsiske hær ved Breslau fuldstændig knust af prins Charles af Lorraines østrigske hær i Sachsen og truede med at invadere Prøjsen sydfra. Derfor måtte Frederick skynde sig med sin hær til Sachsen for at møde denne nye trussel mod hans land.
Efter 12 dages hård march på 275 km nåede Frederick med sin hær på kun 13.000 kampduelige tropper byen Liegnitz, hvor han fik tilslutning af resterne af den prøjsiske hær der led nederlag ved Breslau, og nu havde Frederick den Store en hær på 30.000 kampduelige, men også ret trætte tropper mod østrigernes 72.000 tropper under prins Charles af Lorraine.
Frederick tog opstilling med sin hær ved landsbyen, Leuthen, men Frederick vidste godt selv at hvis han tabte dette slag, så ville krigen være tabt for Prøjsen, så Frederick gik til angreb mod en tre gange så stor hær end sin egen den 5. december 1757.
Frederick angreb østrigernes hær på højre flanke, mens prøjsernes artilleri bombede østrigernes venstre flanke gentagne gange, og da dagen var slut havde østrigerne mistet 6000 mand, mens 20.000 mand overgav sig. Frederick havde også mistet cirka 6000 mand, men slaget ved Leuthen var en overvældende kæmpe sejr for Frederick den Store og seks uger senere var den østrigske hær blevet fuldstændig slået ud af Sachsen og Frederick havde smadret østrigerne helt og holdent, så de ikke ville tage kampen op igen før slutningen af den følgende sommer. Hele Prøjsen fejrede denne store sejr og forgudede Frederick den Store, og faktisk fik Frederick også stor respekt hos sine fjender som også så op til ham, men bare på en anden måde.


DEN PRØJSISKE HÆR I SLAGET VED LEUTHEN DEN 5. DECEMBER 1757.

Ruslands zarina Elizabeth ( 1709 - 1762 ) ville tage kampen op mod Frederick den Store i sommeren 1758.
Frederick mødte russernes stærke hær på 42.000 russere under kommando af grev William af Fermor, hvor han selv kun havde 36.000 prøjsere ved Zorndorf i Polen den 25. august 1758.
Slaget ved Zorndorf var et af krigens mest blodigste slag, prøjserne mistede 13.500 mand og russerne mistede 21.000 mand, ialt 34.500 mand faldt under slaget og russerne blev drevet på tilbagetog, endnu en stor sejr for Frederick den Store. Men han måtte igen vende tilbage til Sachsen, hvor en ny større østrigsk hær var på vej ind mod den prøjsiske hær i Sachsen.


FREDERICK DEN STORE MED FANEN I SLAGET VED ZORNDORF I 1758.

Da Frederick havde slået russerne tilbage, var den prøjsiske hær i Sachsen der blev ledet af kong Fredericks lillebror, prins Henry ( 1726 - 1802 ) i overhængende fare for at blive udslettet af den østrigske hær på 90.000 mand under ledelse af feltmarskal grev Leopold von Daun, så Frederick ilede sydpå med sin hær og blev tilsluttet med prins Henrys hær.  De havde nu en samlet hær på 37.000 tropper og slog lejr ved Hochkirch, ca. 65 km øst fra Dresden, i oktober 1758 og besluttede at de ville angribe von Dauns hær næste morgen, men von Daun slog til først.
Meget tidligt om morgenen 14. oktober 1758 angreb von Dauns hær Fredericks lejr fra alle sider.
Overraskelsen var fuldstændig som von Daun havde regnet med, men takket været de prøjsiske troppers jerndisciplin forhindrede de at østrigerne i den totale udslettelse af den prøjsiske hær ved Hochkirch.
Prøjserne kæmpede så hård en kamp mod østrigerne, at østrigerne måtte trække sig tilbage for at undgå flere tab.
Fredericks hær led store tab, 10.000 prøjsere faldt under slaget, østrigerne selv mistede 7500 tropper.
Frederick måtte også trække sig tilbage til Prøjsen efter østrigernes angreb.
I året 1759 sendte Storbritannien endelig militærhjælp til Prøjsen fra Hannover og i foråret 1759 blev den britiske hær samlet med en prøjsiske hær under generalfeltmarskal hertug Ferdinand af Braunschweig, som var Fredericks svoger. Der var nu en samlet hær på 45.000 mand som ilede afsted til at hjælpe en prøjsisk hær i Polen, der kæmpede mod russerne, men han kom desværre for sent. Den prøjsiske hær i Polen blev knust og måtte trække sig tilbage til Brandenburg med store tab og nu rykkede russerne mod Brandenburg og sydfra rykkede en ny østrigsk hær op for at blive forenet med den russiske hær, Frederick den Store var nu ved at blive desperat.
Da Fredericks svoger, generalfeltmarskal hertug Ferdinand af Braunschweig, ankom med sin hær ved byen Minden, blev de pludselig angrebet af en fransk hær på 60.000 mand mod Ferdinands 45.000 briter og prøjsere, men det lykkedes for Ferdinand at slå franskmændene tilbage og Ferdinand rykkede nu mod Brandenburg, hvor Frederick den Stores hær var i overhængende fare for at blive fuldstændigt knust af en forenet russisk-østrigsk hær på ialt 90.000 mand.
Selvom Frederick den Store vidste at hans svoger var på vej, ville han angribe den russisk-østrigske hær ved Kunersdorf i august 1759, seks km øst for Frankfurt med en prøjsisk hær på 43.000 mand.


FREDERICK DEN STORE I SLAGET VED KUNERSDORF I 1759.

Efter seks timers hård kamp led Frederick et knusende nederlag og mistede 20.000 mand og den russisk-østrigske hær mistede 15.000 mand, et blodbad, men selvom Frederick faktisk nu ikke havde nogen chance mod russerne og østrigerne, valgte de ikke at knuse resten af Fredericks hær. Det var en kæmpe stor fejltagelse østrigerne og russerne havde lavet, så krigen fortsatte lidt endnu.
Frederick fik efterhånden med hård kamp opbygget sin prøjsiske krigsmaskine igen, men i resten af året 1759 led flere af Fredericks hære i Sachsen flere nederlag til østrigerne og i oktober 1760 blev Berlin angrebet og nedbrændt af russiske tropper.
Prøjsen var efterhånden ved at være krigstrætte, men russerne og østrigerne fortsatte ufortrødent krigen lidt endnu.
I 1762 døde Storbritanniens kong George 2. og det formindskede jo militærstøtten til Frederick den Store, men heldigvis døde samtidlig Ruslands zarina Elizabeth og hermed trak Rusland og Sverige sig ud af krigen, Østrig måtte nu kæmpe alene mod Prøjsen.
Den 21. juli 1762 slog Frederick den Store med en hær på 30.000 mand en østrigsk hær på 50.000 mand og den 29. oktober 1762 udkæmpede Prøjsen og Østrig krigens sidste slag ved Freiberg, som endte med prøjsisk sejr.


FREDERICK DEN STORE TILJUBLES AF SIN HÆR EFTER SLAGET VED FREIBERG DEN 29. OKTOBER 1762.

Den 13. februar 1763 sluttede krigen ved freden ved Hubertusburg, Fredericks Prøjsen fik lov at beholde Schlesien, men Sachsen forblev et fyrstedømme under det tysk-romerske rige, krigen var endelig slut.
Frederick den Store var faktisk virkelig meget tæt på at tabe krigen, men takket været zarina Elizabeths død i 1762, mistede Prøjsens modstander håbet om at knuse Prøjsen.
Efter krigen var slut, var Prøjsen blevet anerkendt som en europæisk stormagt.
Frederick den Store selv var blevet en lidt halvtræt ældre mand efter denne krigs styrkeprøve mod næsten alle Europas stormagter.
Efter den Prøjsiske Syvårskrig var slut i 1763, var der fred i Prøjsen i 30 år og Frederick udnyttede fredstiden til at gør Prøjsen til et stort kongerige.
I 1772 aftalte han sammen med Ruslands nye zarina Kathrina 2. den Store at dele Polen, Prøjsen fik det vestlige Polen og Rusland fik det østlige Polen.
Frederick var nu en mand på sine ældre dage og blev husket som Europa mest berømte kriger og blev faktisk en levende legende.

                
KONG FREDERICK DEN STORE AF PRØJSEN I 1780.

Efter 46 lange år og Prøjsens kongetrone døde Frederick den Store den 17. august 1786, han blev 74 år gammel og efterlod sig et militærstærkt kongerige.


FREDERICK DEN STORES KONGERIGE I 1786.

Han blev efterfulgt af sin nevø, kong Frederick Wihelm 2. af Prøjsen, fordi Frederick den Store ville ikke have børn sammen med sin dronning.
I 1871 blev Prøjsen til kejserriget Tyskland.
Men til trods Otto von Bismarcks erobringtogter og Adolf Hitlers morderiske Nazi-Tyskland 1933-45, er kong Frederick 2. den Store af Prøjsen, stadigvæk den dag i dag 220 år efter sin død, husket som Tysklands største nationalhelt, og allerstørste feltherre der nogensinde har levet på denne jord.