KARL 10. GUSTAV
( 8/11 1622 - 13/2 1660 )
KONGE AF SVERIGE 1654 - 1660

Karl Gustav blev født den 8. november 1622 på Nyköpings Slot i Sverige.
Hans far, grev Johan Kasimir af Pfalz-Zweibrücken ( 1589 - 1652 ) var en fornem tysk greve og Karl Gustavs mor, prinsesse Katarina Vasa ( 1584 - 1638 ) som var datter af Sveriges kong Karl 9.
Karl Gustav blev opdraget af den svenske overgeneral og senere rigskansler Axel Oxenstierna ( 1583 - 1654 ) til at blive en adelsmand og krigsherre i den svenske adel og hær.


RIGSKANSLER AXEL OXENSTIERNA I 1640.

Men Karl Gustav blev mest opdraget af sin onkel, kong Gustav 2. Adolf af Sverige og den unge Karl Gustav så meget op til sin berømte onkel.
Og da kong Gustav 2. Adolf af Sverige tog til Nordtyskland i 1631 for at deltage i
30 årskrigen, ville Karl Gustav også deltage sammen med sin onkel i krigen, men han måtte indse at han var stadigvæk for ung til at drage i krig.
Da Gustav 2. Adolf faldt i krigen i 1632, overtog Axel Oxenstierna den svenske hær i Nordtyskland og Gustav 2. Adolfs eneste barn datteren, Kristina, blev udråbt til Sveriges dronning.
Imens læste Karl Gustav på Uppsala universitet og senere i Frankrig og Karl Gustav vidste godt selv at han ville være feltherre og lede store hære i kamp.
I 1638 prøvede den 16 årige Karl Gustav at melde sig ind i den svenske hær under kommando af rigskansler Axel Oxenstierna, men da hans far grev Johan af Pfalz havde højstående venner i både hæren og det svenske rigsråd, fik hans far forhindret Karl Gustav i at melde sig ind i hæren.
Både Karl Gustavs forældre og den svenske adel mente at den unge Karl Gustav ville være en perfekt ægtemand til dronning Kristina, men den unge dronning Kristina brød sig slet ikke om sin fætter Karl Gustav og Karl Gustav selv var hellere ikke meget for at gifte sig med dronning Kristina, så der blev ikke noget ægteskab mellem disse to personer.
I 1642 fik Karl Gustav endelig lov til at rejste til Nordtyskland for at deltage i 30 årskrigen i den svenske hær.

KARL GUSTAV I 1642.

Den svenske hær blev nu ledet af feltmarskal Lennart Torstensson ( 1603 - 1651 ) og det var sammen med Torstensson at Karl Gustav blev lært op i krigskunst, kort sagt Torstensson blev Karl Gustavs krigslærermester.
Karl Gustav udviste stor tapperhed i slaget ved Breitenfeld i 1642, og i slaget ved Jankov i 1645, og i begge slag vandt den svenske hær over de tyske hære.


FELTMARSKAL LENNART TORSTENSSON I 1642.

Da Danmark erklærede Sverige krig i 1643, invarede Torstensson med sin hær Jylland og plyndrede helt op til Skagen, krigen blev kaldt for Torstenssonkrigen 1643-45.
Og da Torstensson trak sig tilbage som øverstbefalende for den svenske hær i Nordtyskland, udnævnte han Karl Gustav som sin efterfølger.
I januar 1648 blev Karl Gustav udnævnt af dronning Kristina til øverstbefalende for alle de svenske hære i Nordtyskland, en meget magtfuld militærstilling, fordi svenskehærene i Tyskland havde mest krigserfaring, og samme år sluttede 30 årskrigen.
Hermed startede Sveriges storhedstid som en europæisk stormagt.
I 1649 rejste Karl Gustav tilbage til Sverige for at finde allierede i det svenske rigsråd, fordi Karl Gustav mente at han var mere stærkere som Sveriges regent end den svage dronning Kristina.
Senere samme år blev han valgt til svensk tronfølger.


DRONNING KRISTINA I 1652.

Efter nogle års magtkampe til rigsdagsmøderne gav dronning Kristina til sidst op og frasagde sig tronen den 6. juni 1654 og samme dag blev Karl Gustav hyllet som landets kong Karl 10. Gustav af Sverige.
I oktober 1654 giftede han sig med Hedvig Eleonora af Holsten-Gottorp, som var datter af hertug Friedrich 3. af Holsten-Gottorp, som ønskede bedre beskyldelse fra Danmark.
I november 1654 indgik Holsten-Gottorp en militæralliance med Sverige.
Efter kun et års ægteskab fik Karl 10. Gustav en tronfølger, sønnen Karl, den senere Karl 11., i november 1655.
Karl 10. Gustav besluttede at gøre Sverige til Nordens førende stormagt og at indlemme Polen i Sverige.


KONG KARL 10. GUSTAV AF SVERIGE I 1654.

I slutningen af 1654 erklærede Sverige krig mod Polen.
Karl 10. Gustav anførte selv sin hær mod Polen, men før felttoget mod Polen, havde han givet ordre til at plyndre hertugdømmet Brandenburg for mad og penge, og så førte han sin krigstrænede hær ind Polen, hvor han gik fra sejr til sejr igennem hele året 1655.


SLAGET VED WARSZAWA I 1656.

I tre dagsslaget ved Polens hovedstad Warszawa fra den 18-20. juni 1656 led Polen et knusende nederlag og begyndte at vakle i krigen mod Sverige, så hermed gik Rusland, Østrig og Brandenburg med ind på Polens side i krigen, hvilket gjorde Karl 10. Gustavs hær meget svag og den 28. september 1656 led Karl 10. Gustav et knustende nederlag i slaget ved Lyck i Polen.
Da nyheden om et svensk nederlag i Polen nåede frem til Danmark, ville kong Frederik 3. af Danmark udnytte situationen og fik vedtaget ved et rigsrådsmøde i december 1656 at gå ind på Polens side i krigen og begyndte derefter at opruste landet til krig.
Men da Danmarks økonomi var dårlig og den danske flåde var i ringe stand, samt landets forsvarsanlæg i Jylland og Skåne var i ynkelig og misligholdt forfatning, gjorde at den danske adel heller ikke var meget for at støtte deres konge, så derfor kunne Frederik 3. kun opstille en ret dårlig udrustet bondehær på ca. 10-15.000 mand, den ene hær i Skåne og den anden i Holsten.
Den 1. juni 1657 sendte Frederik 3. sin krigserklæring til Sverige, formålet var at overfalde Karl 10. Gustavs hær i Nordtyskland, den første Karl Gustav-krig var begyndt.
Men for Karl 10. Gustav blev den danske krigserklæring en kærkommen lejlighed til at trække sit felttog ud af Polen med æren i behold og gøre alvor af sine længe nærede krigsplaner mod Danmark.
Karl 10. Gustav trak sine 90.000 soldater ud af Polen i slutningen af juni 1657 og rykkede mod den danske grænse og i september 1657 nåede Karl 10. Gustav Holsten og fik sin militærstøtte fra hertug Friedrich 3. af Holsten-Gottorp og i starten af oktober 1657 lykkedes det for Karl 10. Gustav at tvinge den danske hær i Holsten til at trække sig op til den ufærdigbygget fæstningsby Frederiksodde, i dag Fredericia.
Det lykkedes for Karl 10. Gustav at få sine spioner til at finde en svaghed på den danske fæstning og selve fæstningen rummede ca. 6000 mand under kommando af rigsmarsk Anders Bille.
Frederiksoddes svaghed var at på højre side af fæstningen langs med kysten var der kun bygget en palisademur, en høj træmur, som nemt kunne rives ned.
Karl 10. Gustav planlagde at storme Frederiksodde natten til den 24. oktober 1657.
Kl. 5 om morgenen den 24. oktober angreb den svenske hær Frederiksodde, den svenske hær havde delt sig op i tre store kolonner.
1. og 2. kolonne angreb hovedportene, mens 3. kolonne angreb den svage palisademur langs kysten og begyndte at bryde igennem forsvaret.
Kl. 8 om morgenen var fæstningen indtaget og 2000 danske soldater var blevet dræbt, Karl 10. Gustav havde kun mistede ca. 500 mand under stormen på Frederiksodde og det betød at Jylland nu var totalt forsvarsløs mod svenskerne, en katastrofe for den danske kong Frederik 3. som ellers havde troet at Frederiksodde var uindtagelig.
På Fyn havde Christian Ulrik Gyldenløve kommandoen over de danske styrker og han planlagde et stærkt forsvar ved Ivernæs, men så kom en usædvanlig streng og meget kold vinter, som fik de indre danske farvande til at fryse til is og Karl 10. Gustav mente at kunne udnytte denne kolde vinter til eget brug, han gav ordre til at undersøge om isen ved Lille Bælt var stærk nok til at bære hans hær og det kunne den.
30. januar 1658 gik Karl 10. Gustav og hans hær over Lille Bælt ved Brandsø og mødte hård modstand fra en dansk hær ved Ivernæs, men efter halv dags kamp vandt Karl 10. Gustavs hær.


SLAGET VED IVERNÆS DEN 30. JANUAR 1658.

Den danske modstand på Fyn var brød sammen efter slaget ved Ivernæs og den 31. januar indtog 150 svenske ryttere Odense og tog Christian Ulrik Gyldenløve til fange, mens den svenske hovedstyrke rykkede mod Nyborg, som var Fyns eneste befæstede by, men byen var forladt og blev indtaget den 1. februar og hermed gik Karl 10. Gustav videre over mod Sjælland og indtog Vordingborg den 13. februar, denne 14 dage ildmarch blev meget berømt.
Den 15. februar 1658 nåede Karl 10. Gustav og hans hær Tåstrup og kunne ane København derfra og i tre dage forhandlede danske forhandlere sig med Karl 10. Gustavs forhandler den tidligere danske rigshofmester Corfitz Ulfeldt om fred og fredsbetingelserne var meget hårde. Efter en uges forhandlinger, underskrev den danske kong Frederik 3. den svenske fredsaftale.
Fredsbetingelserne var hårde for den danske konge:

"Hans kongelige majestæt kong Karl 10. Gustav af det store svenske rige ønsker landområderne, Skåne, Halland, Blekinge, Bornholm samt Bohus len og Trondheim len i Norge.
En million rigsdaler i guldmønter, 8 udrustet orlogsfartøjer, 2000 veludrustet ryttere, 2000 veludrustet fodfolk, vor svenske tropper forbliver og skal brødfødes i danske kvarter, indtil datoen 8. maj anno 1658 for sikre vor rimelige fredsbetingelser.
Det er vor mening at rigshofmester Corfitz Ulfeldt skal have alle sine poster og godser igen, samt hertug Friedrich 3. af Holsten-Gottorp skal løses fra sit lensforhold til jer.

Karl 10. Gustav af Sverige"

Den danske konge underskrev fredsbetingelserne og for at fejre freden indbød Frederik 3. Karl 10. Gustav til et gigantisk fredsfest på Frederiksborg Slot.
Den 3. marts 1658 startede festen på Frederiksborg Slot og i tre dage blev der spist, drukket og festet.
Da Danmark var besejret havde Karl 10. Gustav tænkt sig at trække sin hær ned til Nordtyskland og besejre de brandenburgsk-østrigske hære og erobre resten af Polen, men Karl 10. Gustav frygtede også at Frederik 3. ikke ville overholde freden, så han ombestemte sig. Nu ville han have hele Danmark, og i slutningen af juli 1658 erklærede Karl 10. Gustav Danmark krig igen, den anden Karl Gustav-krig var begyndt, men denne nye krig skulle snart viste sig at blive en katastrofe for Sverige.
Karl 10. Gustav landede i Korsør med en hær på 15.000 mand og lod 5000 mand under kommando af feltmarskal-rigsadmiral Karl Gustav Wrangel rykke mod Helsingør og indtage Kronborg Slot, mens tog svenskekongen resten af hæren og rykkede mod København.


FELTMARSKAL-RIGSADMIRAL KARL GUSTAV WRANGEL I 1658.

Den 12. august 1658 nåede Karl 10. Gustav og hans hær København og slog lejr ved Brønshøj og begyndte at indlede den 6 måneder lange belejring af København.
I september indtog svenskerne Kronborg Slot og Helsingør uden kamp, nu manglede man kun København.
Situationen så håbløs ud for Danmark og kong Frederik 3., selvom kongen havde givet ordre til at mobilistere alle kampdygtige indbyggere i København til kamp mod svenskerne.
Men på samme tid havde Holland sendt en hjælpeflåde samt 8000 mand mod København for at hjælpe Danmark med at holde stand.
Karl 10. Gustav får hurtigt samlet en stærk flåde på 45 krigsskibe under feltmarskal-rigsadmiral Wrangel og denne stærke svenske flåde tog opstilling ved Kronborg Slot og ventede på den hollandske flåde, som var under kommando af admiral Jakob Wassenaer van Obdam med 35 krigsskibe.
Den 29. oktober 1658 besejrede den hollandske hjælpeflåde den svenske flåde ved Kronborg Slot efter 6 timers kamp og kunne sejle videre ned til København med deres forsyninger og blev modtaget med jublende københavnere.
Selvom den hollandske undsættning var en katastrofe for den svenske hær, så ville Karl 10. Gustav ikke give op.
I november 1658 blev den svenske hær i Jylland besejret af en brandenburgsk-østrigsk-polsk hær på 24.000 mand, hermed var situationen for Karl 10. Gustav meget desperat, han satte alt på et bræt ved at storme København og slå hollænderne tilbage og så vende tilbage mod Jylland.
I midten af december 1658 fik svenskekongen flere dårlige nyheder, Norge og Bornholm var blevet generobret af danskerne.
Kl. 01 om natten den 11. februar 1659 satte Karl 10. Gustav sine 10.000 mand ind mod København, han ledede selv hovedangrebet ved Christianshavn, hvor man mente at forsvaret var svagt og man mente at isen godt kunne holde, og svenskekongen havde lovet sine soldater 3 dages plyndring i København, når de havde indtaget byen.
Angrebet fandt også sted to andre steder, ved Nørrevold ( idag Nørrevoldgade ) og ved Kalvebodstrand.
Men voldene var den nat var fuldt bemandet, og svenskernes hovedangreb skete ved Kallebodstrand, i dag hedder det Stormgade, og var den mest blodige kamp mellem svenskerne og københavnerne under svenskernes stormangreb på København.


STORMEN PÅ KØBENHAVN I 1659.

Der blev kæmpet hele natten med vild lidenskab fra begge sider, men københavnerne havde en kæmpe fordel, de lå beskyttet oppe på voldene, mens svenskerne måtte gå over isen til voldene, men mange steder brød de svenske soldater gennem isen og druknede, og så var det heller ikke let for svenskerne at komme på voldene og videre ind i København.
Da solen var ved at stå op trak den sårede Karl 10. Gustav sin hær tilbage til Brønshøj med store tab på ca. 3000 døde og 900 sårede, hvorimod københavnerne havde mistede omkring 12-15 soldater i forsvaret.
200 kanoner affyrede 3 skud fra voldene, og byens kirker ringede som tegn på at København havde besejret svenskernes angreb, og Danmark var frelst var den totale undergang.
Efter fiaskoen ved stormen på København, var en total sejr helt udelukket for Karl 10. Gustav, og han måtte trække sin hær over til Fyn for at lade sin hær få et pusterum.
I maj 1659 blev Helsingør og Kronborg generobret af Frederik 3. 's hær og samtidig havde Frederik 3.'s allierede, Polen og Brandenburg, sendt deres hære op i Jylland og havde kurs mod Karl 10. Gustavs forslåede hær ved Nyborg.
Karl 10. Gustav lod sin bedste feltherre, feltmarskal Stenbock, lede resterne af den svenske hær på ca. 6000 krigstrætte soldater mod den forenede dansk-brandenburgsk- østrigsk-polske hær på ca. 25.000 mand, og den 14. november 1659 startede slaget ved Nyborg, krigens sidste store slag.
Efter få timers blodig kamp var den svenske hær fuldstændig besejret, og Karl 10. Gustav var rejst tilbage til Sverige som en svækket og besejret gammel mand, han havde mistet hele sin hær i Danmark, et kæmpe stort nederlag for ham.
Karl 10. Gustav forsøgte et sidste felttog mod byen Frederikshald i Norge, men det mislykkedes totalt og i starten af 1660 døde Karl 10. Gustav pludselig, muligvis af sine krigssår på sit kongeslot i Gøteborg i Sverige, han blev kun 38 år gammel.
I foråret 1660 anmodede Karl Gustavs 5 årig søn, Karl 11., om fred.
Den 27. maj 1660 blev freden underskrevet i København, hvor Frederik 3. fik Bornholm og de norske områder tilbage, men de skånske provinser forblev i det svenske kongerige, for altid skulle det vise sig.
Selvom Sverige led mange nederlag i den anden Karl Gustav-krig, så skulle der gå 61 år før Sveriges stormagtsdage var forbi.


SVERIGE I 1660.

Kong Karl 10. Gustav var og er stadigvæk nok i dag en af Sveriges største feltherrer.