NAPOLEON BONAPARTE
( 15/8 1769 - 5/5 1821 )
FRANSK GENERAL OG
FRANSK KEJSER 1804 - 1815

Napoleon Bonaparte blev født i Ajaccio på øen Korsika den 15. august 1769, der lige var blevet en fransk koloni.
Han var den næstældste søn af Carlo Bonaparte ( 1746 - 1785 ) og Maria Letizia Ramolino ( 1750 - 1836 ), børneflokken endte med 8 sunde og raske børn.
Selvom begge forældre var adelsfolk, var de ikke rige, så de måtte kæmpe for at brødføde deres børn.

              
NAPOLEONS FORÆLDRE CARLO OG LETIZIA BONAPARTE.

I 1778 blev den 9 årige Napoleon sendt til en militærskole i det nordlige Frankrig for at lære tale fransk, men faktisk lærte han aldrig at tale rigtig fransk eller stave korrekt fransk, men han klarede sig alligevel godt i skolen, især i fag som historie og matematik klarede han sig utroligt godt.


NAPOLEON SOM 10 ÅRIG I 1779.

Da Napoleon var 15 år i 1784, blev han flyttet til det kongelige militærakademi i Paris, hvor han havde besluttet sig for at blive officer i den franske hær.
Napoleon læste meget militærhistorie og så meget op til sine helte, Alexander den Store, Karl den Store, Hannibal og Julius Cæsar. Disse fire personer var verdenshistoriens allerstørste feltherrer og Napoleon følte at det var hans skæbne at blive en endnu større feltherre end disse andre store feltherrer, så han læste så meget på militærakademiet at han bestod militæreksamen efter kun et års studier og blev udnævnt til løjtnant i det fransk artilleri.
Men Napoleon kunne ikke nå videre i militærrangene, fordi han fra lavadelen og det var kun sønner af kongelige eller højadelen der kunne nå højere rang eller stillinger i det franske enevælde med den pengegriske kong Ludvig 16. og dronning Marie-Antoinette i spidsen, som var landets enevældige kongepar og faktisk var Europas mest magtfulde kongepar, fordi Frankrig på det tidspunkt var det land i Europa som var mest velhavende og havde de bedste soldater og det stærkeste militær.
Men i 1780erne begyndte Frankrigs statskasse at blive tømt og høsten til brød slog flere gange fejl, så næsten hele Frankrig befolkning var ramt af hungernød, men både den fransk højadel og kongefamilien var ligeglad med at den fattige del af Frankrigs befolkning sultede og var fattige som kirkerotter. Det varede ikke længe før kongefamilien og højadelen var hele den franske befolknings dødsfjende, der truede med revolution og ville derefter udrydde kongefamilien.
Den franske befolkning ville hellere have frihed, lighed og broderskab i stedet for kongeligt enevælde.
Den 14. juli 1789 brød den franske revolution ud i Paris med stormen på det kongelige fængsel Bastillen.
Napoleon selv var lykkelig over at revolutionen var begyndt, fordi så kunne han endelig komme opad i militærrangene, når kongefamilien og højadelen inden længe blev fængslet og enevælden blev ophævet.


STORMEN PÅ BASTILLEN DEN 14. JULI 1789 I PARIS.

I starten af 1792 blev den franske kongefamilie fanget og de ledende revolutionærer erklærede Frankrig for republik, hvor en regering skulle styre landets politik og sørge for at oprette en hær som skulle beskytte landets frihed. I april 1792 blev 200.000 franskmænd indkaldt, men hæren skulle snart vokse til 1,5 millioner soldater, kort sagt Frankrig havde indkaldt næsten alle kampdygtige ugifte franskmænd i revolutionshæren for at beskytte deres revolutionsidéer.
Europas stormagter var rystet over urolighederne i Frankrig,og i juni 1792 indgik stormagterne Østrig, Prøjsen, Storbritannien, Spanien og Piedmont en militærkoalition som skulle vælte denne nye franske republik og genindføre kongedømmet i Frankrig.
Stormagterne kaldte deres nye militæralliance for den første koalition 1792-1797.
Den franske republiks nye leder var Maximilien Robespierre ( 1758 - 1794 ), som styrede republikken brutalt og hensynsløst fik tvunget regeringen til at vedtage, at den franske adel og kongefamilien skulle henrettes ved halshugning i guillotinen.
Den 21. januar 1793 blev den tidligere kong Ludvig 16. henrettet i guillotinen og hans dronning blev henrettet i oktober 1793.


KONG LUDVIG 16.’S HENRETTELSE DEN 21. JANUAR 1793 I PARIS.

Som årene gik blev mange franske adelsfolk henrettet i guillotinen, omkring 40.000 franske adelsfolk mistede deres hoveder i årene 1792-1794 og folkemassen omkring guillotinen jublede hver gang når en mistede hovedet, ja det var en blodig underholdning for Paris' befolkning.
I 1793 erklærede Frankrig krig mod Europas stormagters koalitionsstyrker og herved blev Napoleon Bonaparte også indkaldt i den franske hær som kaptajn i artilleriet.
Storbritannien havde sendt en flåde samt en mindre hær mod den franske havneby, Toulon, hvor den britiske hær blev støttet af en royalist hær og indtog Toulon i august 1793.
I september 1793 blev Napoleon udnævnt til major for det franske artilleri i Toulon.
Revolutionshæren var også på det tidspunkt begyndt at belejre Toulon.
Den franske hærs øverstbefalende general Jacques Dugommier vidste ikke rigtigt hvordan han skulle indtage Toulon, men major Napoleon Bonaparte vidste godt hvordan og han fremlagde en plan om at de skulle bruge alt deres artilleri på at beskyde englændernes flåde i Toulons havn og hæren skulle angribe en fæstning, hvor royalisterne havde deres hær til at beskytte byen.
General Dugommier godkendte Napoleons plan, men det var Napoleon selv der ledte angrebet for Toulons fæstning og planen lykkedes. Englænderne mistede 10 krigsskibe og resten af flåden flygtede ud af havnen. Napoleon havde vundet sin første militærsejr og blev udnævnt til brigadegeneral i den franske hær, et kæmpe stort spring for Napoleon, men det var kun begyndelsen.
I sommeren 1794 sluttede urolighederne i Frankrig ved at en snu fransk politiker, Paul Barras, overtog ledelsen af den franske regering og de tidligere ledere som var ansvarlig for alle de franskmænd der mistede livet i guillotinen, mistede også deres hoveder i guillotinen heriblandt den gale Robespierre.
Herefter var der endelig fred i Frankrig, men Frankrig kæmpede stadigvæk mod Europas stormagters koalitionsstyrker.
I oktober 1795 stormede en royalisthær støttet af en del royalistborgere gennem Paris' gader og truede med at genindføre kongedømmet og udslette medlemmerne af republikkens regering.
Og den eneste general der kunne slå oprøret ned var, brigadegeneral Napoleon Bonaparte.
Efter et blodbad nær kongeslottet i Paris fik Napoleon slået oprøret ned ved at bruge sine soldater og kanoner mod både royalisternes soldater og borgere.
Tre uger senere blev Napoleon udnævnt til general og øverstbefalende for den franske hær i Italien, han var kun 26 år gammel.


GENERAL NAPOLEON BONAPARTE I 1795.

Samtidlig mødte han ved en gallafest sit livs store kærlighed, den 32 årige Josephine Rose de Beauharnais ( 1763 - 1814 ). Hun var enke og havde to børn Eugene og Hortense, men selvom var hun i dyb pengegæld og havde været Paul Barras' elskerinde blev Napoleon vanvittig forelsket i Josephine og de blev borgerlig gift i 1796. Napoleon blev stedfar til hendes børn.


JOSEPHINE SOM FRANKRIGS KEJSERINDE I 1805.

Efter kun tre hvedebrødsdage sammen med sin elskede Josephine, drog Napoleon af sted til Norditalien for at tage kommandoen over den franske hær.
Østrig og Piedmont truede med at invadere Frankrig.
Trods en dårlig betalt og dårlig udrustet hær lykkedes det for Napoleon at motivere sin hær til at kæmpe mod fjenden. Napoleon var mester i at motivere sine soldater, så i løbet af et år var både Østrig og Piedmont slået ud af krigen og havde sluttet fred med Frankrig.
Det nordlige Italien var erobret af Napoleon, og felttoget i Italien gjorde ham til Frankrigs nationalhelt og frygtet rundt i Europas kongehuse.
Selvom han havde et mislykket felttog i Ægypten i 1798, havde Napoleon fået utrolig meget politisk magt i Frankrig. Men Frankrig var igen i krig mod en ny koalition som bestod af de europæiske stormagter Rusland, Storbritannien, Østrig, Tyrkiet, Spanien og Portugal.
I november 1799 lavede Napoleon et statskup og overtog magten i Frankrig og blev gjort til landets førstekonsul for livstid. Nu havde Napoleon den totale magt over Frankrig og Napoleon begyndte for første dag at gøre landet til en meget stærk militær stormagt i Europa, og det lykkes for ham som årene gik.
I foråret år 1800 invaderede Napoleon igen Norditalien, fordi østrigerne igen havde besat de områder som Napoleon havde erobret i 1796.


FØRSTKONSUL NAPOLEON TIL HEST I NORDITALIEN I ÅR 1800.

Efter det blodige slag ved Marengo i juni år 1800 besejrede Napoleon den østrigske hær fuldstændig og tvang Østrig i 1801 til at slutte fred. Igen havde Napoleon ødelagt stormagternes plan om at udslette den franske republik, og efter næsten 10 års krig var endelig fred i Europa.
Fredstiden brugte Napoleon på at gøre både Frankrig og hovedstaden Paris til det mest magtfulde sted i Europa, og nu var landet ved at blive et rigt land efter Napoleons mange felttog.
Faktisk styrede Napoleon Frankrig enevældigt, ligesom de tidligere franske konger før ham, men nu ville han være mere end Frankrigs førstekonsul, han ville være den største monark i hele Europa og han fik sin kongekrone.
Napoleon inviterede pave Pius 7. til at krone ham og Josephine til Frankrigs første kejserpar siden Karl den Stores tid.


KEJSER NAPOLEON KRONER JOSEPHINE TIL KEJSERINDE I 1804.

Den 2. december 1804 blev Napoleon og Josephine kronet til Frankrigs nye kejser og kejserinde i Notre Dame domkirke i Paris. Frankrig var nu blevet til et kejserrige i stedet for republik og nu hed Frankrigs nye kejser Napoleon 1.
Faktisk kronede Napoleon sig selv, da paven skulle til at krone Napoleon tog han kejserkronen ud af pavens hænder og kronede sig selv.
I starten af 1805 gik Europas stormagter sammen igen og skabte den 3. koalition og havde samlet en hær på over 600.000 mand.
Men de var ikke helt klar til at invadere Frankrig med alle de mand, kun de østrigske og de russiske hære på 300.000 mand var kampklar i sommeren 1805 og Napoleon vidste godt hvis han kunne udslette de østrigske og russiske styrker så ville stormagternes koalition falde sammen.
Ved det berømte slag ved Austerlitz den 2. december 1805 gav Napoleon de samlede østrigske og russiske hære på 90.000 mand et kæmpe nederlag og de mistede 27.000 mand, Napoleon mistede kun 9000 mand, han havde en hær på 65.000 mand.


KEJSER NAPOLEON MØDES MED ØSTRIGS KEJSER EFTER SLAGET VED AUSTERLITZ I 1805.

Resterne af den russiske hær flygtede tilbage til Rusland, Østrig måtte igen slutte fred, men måtte betale en stor pris, det sydlige Tyskland og hele det nordlige Italien blev indlemmet i det franske kejserrige, Napoleon var nu hersker over det centrale Europa.
Men stormagterne gav ikke op, Prøjsen overtog Østrigs plads i krigen mod Frankrig, men i oktober 1806 var Prøjsens hære slået af Napoleons hære og russerne trak sig tilbage til Polen.


KEJSER NAPOLEON INDTAGER BERLIN I 1806.

I slaget ved Friedland i juni 1807 besejrede Napoleons hær på kun 27.000 mand, russernes hær på 61.000 mand, men slaget kostede dyrt på begge sider, franskmændene mistede 12.000 mand og russerne mistede 20.000 mand, ialt 32.000 soldater faldt under slaget.
Kort tid efter sluttede Rusland fred med Napoleons uovervindlige Frankrig og de to kejsere, Napoleon og zar Alexander 1. besluttede at lave en alliance.
Hermed var Napoleon hersker over hele Europa, men Spanien og Storbritannien ville stadigvæk gøre modstand.
Så fra 1808-1809 kæmpede Napoleons hære mod de engelske og spanske hære i både Portugal og Spanien, men denne gang mislykkede felttoget takket været englændernes utrolig dygtige general Arthur Wellesley, den senere hertug af Wellington.
Mens Frankrigs hære kæmpede forgæves i Spanien og Portugal, besluttede Napoleon at lade sig skille fra sin elskede Josephine, hun havde ikke gennem deres meget lykkelige ægteskab givet ham en søn som skulle efterfølge Napoleon som kejser.
Efter han havde giftet sig med den 19 årige østrigske prinsesse Marie-Louise, fik han endelig i 1811 en søn, Francois Napoleon ( 1811 - 1832 ), som skulle efterfølge sin far som Napoleon 2.
Den overlykkelige kejser Napoleon gav sin nyfødte søn titlen, kongen af Rom.


KEJSERINDE MARIE-LOUISE MED SØNNEN NAPOLEON 2. I 1811.

I 1811 var Napoleons imperium på sit højeste, han regerede over 70 millioner mennesker, verdens største kejserrige siden romerriget.
Næsten alle Europas lande var enten erobret eller i alliance med kejser Napoleons Frankrig, kun Storbritannien havde kræfter til at gør modstand mod Napoleon, Storbritannien ejede verdens største krigsflåde og havde kontrollen over verdenshavene og det betød at Napoleon ikke kunne invadere Storbritannien.


KEJSER NAPOLEON I’S  KEJSERRIGE I 1811.

Men i starten af 1812 kæmpede stadigvæk halvdelen af Napoleons hær i Spanien og nu svigtede Rusland sin alliance med Frankrig, så kejser Napoleon besluttede at invadere Rusland med en kæmpe hær på 600.000 mand, men det skulle han aldrig have gjort.
Det russiske felttog var et var en katastrofe og et kæmpe nederlag og Napoleon mistede 500.000 mand. Napoleon havde haft sit livs største militære nederlag og nu gik alle Europas stormagter sammen mod Napoleon.


DEN FRANSKE HÆRS TILBAGETOG FRA MOSKVA I 1812.

Efter det kæmpe store og berømte folkeslag ved Leipzig i oktober 1813, blev Napoleon slået af koalitionsstyrkernes hær på 400.000 mand, Napoleon havde kun 200.000 mand og i april 1814 blev Napoleon tvunget til at fraskrive sig kejsertronen og han blev sendt i eksil på øen Elba. Frankrig blev tvunget til at indføre kongedømmet igen med den udygtige kong Ludvig 18., onkel til den afdøde kong Ludvig 16.
Mens Napoleon var i eksil på Elba, fik han en ulykkelig nyhed i maj 1814, hans elskede Josephine var død af halsbetændelse, hun blev kun 45 år gammel.


FOLKESLAGET VED LEIPZIG I 1813.

Napoleon var totalt slået ud om nyheden om Josephines død, og låste sig ind på sit værelse i 2 dage.
Han kom aldrig over hendes død, selvom hans østrigske kone og søn var i Wien.
I marts 1815 flygtede Napoleon fra sit eksil og det lykkedes for ham at overtage magten i Frankrig og den franske kongefamilie måtte flygte ud af landet.
Europas kongehuse var rystet over at Napoleon havde indtaget Frankrig uden kamp, så de gik for en sidste gang sammen og skabte den 7. koalition.
I sommeren 1815 i Belgien havde englændernes hertug Wellington og prøjsernes feltmarskal en hær på ialt 225.000 mand mod Napoleons hær på 125.000 mand, men igen vidste Napoleon at de to hære var ikke samlet, så hvis han besejrede prøjsernes hær, så ville det være muligt at slå Wellingtons engelske hær.
Den 16. juni 1815 kæmpede Napoleon mod Blüchers hær i slaget ved den belgiske by Ligny og gav den prøjsiske hær et stort nederlag og måtte trække sig tilbage efter havde mistet 20.000 mand og Napoleon så det som en stor sejr og kun manglede han kun at slå Wellington
Men prøjserne var ikke på fuld tilbagetog, de havde kun trukket sig tilbage for at slikke deres sår.
Wellington havde taget opstiling ved den lille belgiske landsby Waterloo om aftenen den 17. juni og på denne slagmark skulle Wellington og Napoleon stå ansigt til ansigt for første gang.
Men selvom Napoleon stadigvæk følte sig ubesejret, var hans marskaler ikke meget for at kæmpe mod Wellington, men kejseren skreg til sine marskaler om morgenen den 18. juni 1815:

“Bare fordi Wellington slog jer i Spanien, så tror I alle sammen at han er en stor feltherre, men jeg siger jer, Wellington er en dårlig feltherre, den engelske hær har dårlige tropper og dette slag vil blive en skovtur for os”.

Napoleon undervurderede dog sin modstander hertugen af Wellington, fordi Wellington var Storbritanniens allerbedste feltherre og havde aldrig tabt et slag før.
For første gang skulle Napoleon og Wellington kæmpe mod hinanden, så hele Europa holdt vejret, fordi begge feltherrer var meget dygtige.
Klokken 11.25 om formiddagen startede slaget ved Waterloo den 18. juni 1815.
Napoleon startede med at angribe Wellingtons venstre flanke, men blev slået tilbage og da Napoleon angreb Wellingtons højre flanke, angreb det franske rytteri under kommando af marskal Ney mod Wellingtons centrum, men igen blev begge franske angreb slået tilbage af Wellington. Nu var begge hære ved at være trætte og der var store tab på begge sider.


DET FRANSKE RYTTERIS ANGREB PÅ DEN ENGELSKE HÆR
UNDER SLAGET VED WATERLOO I 1815.

Omkring klokken 18.30 kunne Napoleon til sin største frygt se at prøjsernes hær under Blücher var ved at nå frem til slagmarken, så vidste Napoleon at nu var det at han skulle slå Wellingtons hær, hvis han skulle have en mulighed for at vinde slaget.
Så klokken 19.00 om aftenen måtte Napoleon sende sin kejserlige garde ind mod Wellingtons hær, og Wellington vidste jo lige så godt som Napoleon at den franske kejserlige garde var aldrig blevet slået i Napoleonskrigene, men da garden nåede frem til Wellington, sendte den engelske hær en så hård krydsild mod den franske garde at de blev slået tilbage og samtidig var den prøjsiske hær ankommet på slagmarken og begyndte også at hamre løs på den franske garde, slaget var fuldstændigt tabt for Napoleon og til sidst måtte han trække sin hær tilbage til Frankrig.
Slaget ved Waterloo var et sandt blodbad. Napoleon havde mistet 25.000 mand, Wellington havde mistet 15.000 mand og Blücher havde mistet 10.000 mand, ialt 50.000 mand var blevet dræbt under slaget ved Waterloo.
Og igen måtte Napoleon fraskrive sig fra Frankrigs kejsertrone og blev sendt i eksil på øen St. Helena som ligger vest fra Sydafrika, og denne gang kunne Napoleon ikke flygte til Frankrig.
Mens Napoleon var i eksil på St. Helena skrev han sin livshistorie, og den skulle blive Frankrigs mest læste bog. Napoleon havde udødeliggjort sig selv, og han beskrev også sine militærsejre i sin bog. Napoleon havde deltaget i 60 mindre og større slag gennem 22 års lang militærtjeneste.
Men efter 6 års eksil døde Frankrigs tidligere store kejser Napoleon Bonaparte af kræft den 5. maj 1821, han blev kun 51 år gammel.
Hans sidste ord: "Frankrig....Hæren....Josephine..".


NAPOLEONS DØDSLEJE DEN 5. MAJ 1821.

Det siges i dag at han måske blev forgiftet med arsenik, men det er blot en teori som en svensk forsker har fremlagt, efter at han har undersøgt en hårlok fra Napoleon.
I 1832 døde Napoleons søn, Francois Napoleon, af lungebetændelse, han blev kun 21 år gammel, han genså aldrig sin far mere efter Paris’ fald i 1814, han levede resten af sit liv som østrigsk prins.


KEJSER NAPOLEONS SØN FRANCOIS NAPOLEON I 1830.

19 år senere gav den franske kong Ludvig Filip tilladelse til at Napoleons lig skulle begraves i Frankrig, så i december 1840 kørte Napoleons ligvogn gennem Paris' gader og blev modtaget af jubelråb fra 100.000 parisere og tidligere krigsveteraner og blev begravet inde i kirken, Les Invalides, hvor han ligger den dag idag begravet i en meget fornem stenkiste.
Trods hans nederlag og de 3 millioner soldater der faldt under Napoleonskrigene, er Napoleon Bonaparte en af de allerstørste og meste modige feltherrer Frankrig nogensinde har haft. Napoleon fik sit livs ønske opfyldt, at blive en af verdenshistoriens største feltherrer.