KONG LUDVIG 14. DEN STORE
( 5/9 1638 - 1/9 1715 )
KONGE AF FRANKRIG 1643 - 1715
Ludvig blev født i den franske by St Germain-en-Laye den 5. september 1638 som ældste søn af kong Ludvig 13. af Frankrig og prinsesse Anne af Østrig.
To år senere blev Ludvig storebror til prins Philippe af Orleans ( 1640 - 1701 ), brødrene forblev meget tæt resten af deres liv.
Mens Ludvig 13. var konge, var det faktisk kardinal Armand Richelieu ( 1585 - 1642 ) som regerede landet. Han var en meget snu og stærk politiker som ledede landet bedre end kongen selv og Richelieu gik med planer om at indføre enevælde i Frankrig, men den franske højadel var imod.
KARDINAL RICHELIEU I 1640.
Da Richelieu døde i 1642, planlage højadelen at lave et statskup, men heldigvis lykkedes det for den nyvalgte kardinal Jules Mazarin ( 1602 - 1661 ) at forhindre statskuppet.
I 1643 døde kong Ludvig 13. og den 5 årige Ludvig 14. blev landets nye konge, men kardinal Mazarin regerede på drengens vegne indtil 1661.
KARDINAL JULES MAZARIN I 1659.
I alt hemmelig var Mazarin enkedronningens elsker og de elskede hinanden højt.
I 1648 udbrød der borgerkrig i Frankrig, højadelen prøvede en sidste gang at gøre oprør mod Mazarins styring af regeringen, så den franske kongefamilie og Mazarin måtte flygte ud af Paris.
DEN 10 ÅRIG KRONPRINS LUDVIG I 1648.
Samme år afsluttede 30 årskrigen, hvor Frankrig havde været en aktiv krigsnation og gik ud af krigen som den store vinder af krigen, men krigen mod Spanien rasede stadigvæk indtil 1659.
Borgerkrigen bragte ikke landet andet end fattigdom og hungersnød blandt Frankrigs befolkning.
I 1653 var oprøret endelig slået ned og kardinal Mazarin fik oprettet ro og orden i landet efter højadelens oprør.
I 1659 blev der sluttet fred mellem Frankrig og Spanien og freden gjorde Frankrig til Europas mest førende nation i næsten alt.
Den snu kardinal Mazarin vidste at hvis freden skulle holde mellem Frankrig og Spanien, så ville det hjælpe med et kongeligt bryllup. Så i 1660 blev Ludvig 14. gift med Spaniens kong Philip 4.'s datter, Marie Therese ( 1638 - 1683 ).
DRONNING MARIE THERESE I 1660.
Da kardinal Mazarin døde i 1661, valgte den 23 årig Ludvig 14. at indføre enevælde ved et statskup og overtog selv regeringsmagten fra højadelen og han beholdt regeringsmagten indtil sin død.
KONG LUDVIG 14. AF FRANKRIG I 1661.
Ludvig udnævnte Jean Baptiste Colbert ( 1619- 1683 ) som landets magtfulde finansminister, marquis Francois-Michel Le Tellier de Louvois ( 1641 - 1691 ) som landets krigsminister og den berømte Sébastien Le Prestre de Vauban ( 1633 - 1707 ) som fæstningsmarskal af Frankrig. Sébastien Le Prestre de Vaubande var ansvarlig for byggeriet af de mange fæstninger rundt i Frankrig.
FÆSTNINGSMARSKAL VAUBAN.
Ludvig 14. brugte også det meste af sit liv på at samle kunst, gå på jagt eller slappe af på sit lille hyggelige jagtpalæ i Versailles.
Jagtpalæet blev gennem mange år bygget om til et stort kongeslot med park. Versailies slottet var først færdigbygget i 1682 efter en masse ombygninger gennem årene, og kong Ludvig flyttede sammen med sin familie og hoffet til Versaillies slottet i 1682.
Ludvig 14. er også husket som kongen der havde mange elskerinder, Ludvig 14. var jo Europas stærkeste regent og alle kvinder rundt i Europa drømte om at blive hans elskerinde.
Gennem årene da Ludvig var gift, havde han mange elskerinder, men selvfølgelig i al hemmelighed for dronningen.
Da hans dronning døde i 1683, giftede han sig med en af sine hofdamer, Madame de Maintenon og efter han blev gift hende, havde Ludvig aldrig flere elskerinder.
Det siges om Ludvig 14. at han elskede med sin nye dronning mindst to gange om dagen, selvom kongen var over 70 år gammel.
MADAME FRANCOISE DE MAINTENON I 1683.
Men Ludvig 14. er mest husket som Frankrigs store krigerkonge, Frankrig udkæmpede den første hollandske krig 1667-1668 mod Holland og Spanien.
Frankrig besatte og beholdte 12 befæstede byer på grænsen til De spanske Nederlandene (nuværende Belgien) uden at tabe et slag.
Den franske hær blev ledet dygtigt af marskal de Turenne ( 1611 - 1675 ) under krigen.
Den hollandske hær blev ført an af Hollands statholder prins Vilhelm 3. af Oranien ( 1650 - 1702 ).
Da den anden hollandske krig 1672-79 brød ud, prøvede hollænderne at erobre deres tabte provinser tilbage og det lykkedes for Holland efter to års hård kamp at få Spanien, Brandenburg, Østrig og det tysk-romerske rige ind på deres side i krigen, men selvom Frankrig kæmpede alene, lykkedes det for dem at holde stand, efter det store østrigske nederlag ved Sinsheim i 1674, havde Frankrig slået Østrig ud af krigen.
Ved sin hensynsløse krigsførelse blev Frankrig efterhånden en skræk for de andre lande rundt i Europa.
Efter en stor sejr over tyskerne ved et slag i 1675 faldt den franske marskal de Turenne under slaget, han var et stort tab for franskmændene, så marskal de Vauban blev udnævnt til hans efterfølger.
Efter sejren over hollænderne i slaget ved Mons i 1678, blev der sluttet fred i 1679, hvor Ludvig 14. gik ud af krigen som den store feltherre.
Men fra 1680 til 1684 erobrede Louis 14., i den såkaldte Genforeningskrig, grænseterritorier som Lorraine, Luxembourg, Trier og Strasbourg uden udkæmpe et eneste slag.
KONG LUDVIG 14. AF FRANKRIG I 1680.
Nu håbede Ludvig 14. at freden var sikret i Frankrig.
I 1688 blev den hollandske prins Vilhelm af Oranien, valgt til Englands nye konge, da man havde afsat kong Jakob 2. og den nye kong Vilhelm 3. planlagde nu at føre en sidste krig mod hans dødsfjende, kong Ludvig 14. af Frankrig.
Så i 1689 gik England ind i en stor militæralliance som omfattede, det tysk-romerske rige, Brandenburg, Bayern, Sachsen, Pfalz, Spanien, Sverige og Holland og erklærede Frankrig krig, den pfalziske arvefølgekrig var begyndt.
Nationerne kaldte sig for den Store Alliance mod Ludvig 14.'s Frankrig.
Slaget ved Fleurus den 30. juni 1690 blev krigens første store slag.
Prins Georg Frederick af Waldeck havde kommandoen over alliancens hær på 40.000 tropper mod den franske marskal Duc de Luxembourg ( 1628 - 1695 )'s hær på 45.000 tropper.
De Luxembourg var Ludvig 14.'s allerbedste feltherrere og han havde aldrig tabt et slag, så Frankrig ham som en uovervindlig feltherre. Efter en blodig dag, var alliancens hær på fuld tilbagetog og havde mistet 13.000 mand, samt 48 kanoner og 150 faner. De franske tab var kun 2500 mand.
Ti dage senere vandt Frankrig en lige så stor sejr til søs.
KONG LUDVIG 14. AF FRANKRIG I 1690 OG I FELTEN I 1692.
Efter at alliancen led endnu et nederlag ved Leuze i 1691, ankom Vilhelm 3. af England for at overtage kommandoen over alliancens hære.
Imens gik Ludvig 14. med planer om at invadere Storbritannien, hvis den franske flåde under admiral Comte de Tourville kunne udslette de kombinerede engelske og hollandske flåder.
Ved søslaget ved La Hogue i maj 1692, blev den franske flåde totalt besejret, det var det største nederlag Ludvig 14. led under krigen. Alliancen ville udnytte søsejren ved at give Ludvig 14. endnu et nederlag til land.
Alliancens hær under kong Vilhelm 3. led endnu et nederlag ved Steenkerke i juni 1692. Frankrigs marskal de Luxembourg var stadigvæk ubesejret i kamp.
I starten af juli 1693 havde alliancens hær fået forstærkninger og havde nu en hær på 50.000 mand og ville tage kampen op mod de Luxmenbourgs hær på 40.000 mand ved Neerwinden.
Endnu engang led alliancen et kæmpe nederlag og mistede næsten 20.000 mand, så det var de Luxembourgs største sejr over alliancen, og hele Frankrig jublede over denne store sejr og Ludvig 14. gjorde sejrherren til stormarskal af Frankrig og øverstbefalende for alle Frankrigs hære.
STORMARSKAL DE LUXEMBOURG.
Men to år senere døde de Luxembourg og fik landets største statsbegravelse. Han blev efterfulgt af hertug Francois de Villeroi, som ikke var så dygtig i felten som de Luxembourg.
I 1697 underskrev Ludvig 14. den Store Alliances fredsbrev og nu håbede Ludvig 14. at den franske hær kunne få et hvil efter 30 års krig, da den franske hær var totalt udmattet efter de mange års krige.
I efteråret år 1700 lå Spaniens kong Carlos 2. for døden og han efterlod sig ikke nogen børn.
Så størstedelen af Europas kongeriger prøvede at finde en egnet tronfølger til den spanske trone, men Ludvig 14. kom dem i forkøbet.
Ludvig 14. mente selv at hans sønnesøn, hertug Filip de Anjou ( 1683 - 1746 ), skulle blive kong Carlos efterfølger på den spanske trone, men kong Carlos nåede ikke at godkende testamenetet inden han døde. Alligevel besluttede kong Ludvig 14. at godkende testamentet og kort tid efter blev hertug Filip udråbt til kong Philip 5. af Spanien.
KONG LUDVIG 14. AF FRANKRIG SAMMEN MED SIN SØNNESØN FILIP
( KONG PHILIP 5. AF SPANIEN ) I MADRID I ÅR 1700.
Men de andre stormagter rundt i Europa var imod at lade en franskmand overtage en spansk kongetrone og gik en sidste gang sammen og dannede en ny Storalliance i slutningen af år 1700.
Den nye alliance omfattede England, Holland og det tysk-romerske rige og senere gik Prøjsen ind i krigen.
I maj 1702 erklærede den Store Alliance Frankrig krig, den spanske arvefølgekrig var brudt ud.
Frankrig havde Bayern på sin side denne gang i krigen.
Den østrigske general prins Eugene af Savoyen anførte en østrigsk hær og rykkede mod Chiari i Norditalien, som var en fransk provins og Ludvig 14. sendte marskal hertug Francois de Villeroi og en stærk fransk hær til Norditalien.
I september 1702 mødtes de to hære ved Chiari, men denne gang vandt den østrigske hær over den franske hær, franskmændene mistede 3000 mand, hvor østrigerne kun mistede 150 mand.
Efterhånden begyndte de Villeroi at tabe flere slag, så Ludvig 14. lod han blive afløst af marskal hertug Louis Joseph de Vendome ( 1654 - 1712 ), som faktisk var søn af den afdøde kardinal Mazarin.
Krigen rykkede nu op til det centrale Europa, hvor de Vendomes hær kæmpede mod Eugene af Savoyens hær, næsten hver gang de to hære mødtes endte slagene uafgjort.
Krigens allerstørste slag fandt sted ved den franske by Malplaquet i september 1709, hvor Eugene af Savoyens hær på ca. 30.000 mand havde taget opstilling, men den berømte engelske feltherre hertug John Churchill af Marlborough ( 1650 - 1722 ) ankom med friske forstærkninger og nu havde alliancen en stærk hær på 100.000 mand, hvor marskal de Vendome kun havde 90.000 mand. Verdens største slag skulle snart til at begynde.
HERTUG JOHN CHURCHILL AF MARLBOROUGH I 1710.
Efter syv timers særdeles blodige kampe var den franske hær på tilbagetog, men begge hære led kæmpe store tab, alliancen mistede 24.000 mand, franskmændene mistede 14.000 mand, ialt 38.000 mand faldt i slaget ved Malplaquet. Det var et stort blodbad, men en stor sejr til hertugen af Marlborough der havde vist sig som en af krigens bedste feltherrer.
Krigen udviklede sig til efterhånden til den blodigste krig i Europas historie og begge sider var ved at blive trætte, men krigen blev først afsluttet i 1714, hvor stormagterne anerkendte Philip 5. af Spanien som ny spansk konge.
Ludvig 14. gik ikke denne gang ud af krigen som sejrherre, men som som den store taber.
Ludvig 14. måtte afstå Belgien til Østrig og nogle kolonier til England, desuden skulle Frankrig afruste deres hær.
På samme tid var Ludvig 14. blevet en gammel og træt krigsherre og måtte give efter stormagternes fredsbetingelser.
Kong Ludvig 14. af Frankrig døde den 1. september 1715 som 76 årig, efter 72 år som Frankrigs enevældige konge. Ingen anden europæiske regent har slået ham i så lang regeringtid som kong Ludvig 14. af Frankrig.
KONG LUDVIG 14.’S DØDSLEJE DEN 1. SEPTEMBER 1715.
Han blev efterfulgt af sit 5 årige oldebarn Ludvig 15., da både hans søn og sønnesøn døde mens Ludvig 14. levede.
Ludvig 14. var udentvivl Frankrigs største krigerkonge, selvom han ikke altid var i felten, men snart skulle en anden franskmand overgå Ludvig 14. som feltherre.
