OLAF RYE
( 16/11 1791 - 6/7 1849 )
DANSK-NORSK GENERALMAJOR

Olaf Rye blev født på Nerbø gård i Bø, Bø præstegjeld, Aggershus stift, Nedertelemarken i Norge den 16. november 1791, som søn af kaptajn i hæren, Matthias Andreas Rye, der havde 3 andre sønner som alle blev officerer.
Hans navn udtales oprindeligt uden stumt e, i lighed med f.eks. Due, men denne udtale er efter 1949 ændret, så man nu udtaler hans navn Ry.
Han døbtes 29. december 1791.
I kirkebogen er fornavnet ikke stavet Olaf men Ole.
Han underskrev altid med Olaf, men i familien hed han stadig Ole.
Han var ud af en gammel dansk-norsk officersfamilie der i fire slægtled beklædte overordnede poster i den dansk-norske hær.
Hans oldefar Poul Rye var chef for første bergenhusiske regiment, bedstefaderen Johan Henrik Rye var bataljonschef i første akershusiske regiment og faderen Mathias A. Rye var bataljonschef i telemarkske regiment og en ægte soldat af den gamle skole. Stræng og hård både i tjenesten og i hjemmet.
Olaf Ryes moder, Elisabeth Johanne Lind, omtaltes af de, der havde tjent hos hende, som elskværdig kvinde og en blid og kærlig moder fuld af omhu for sin mand og deres 6 børn, hvoraf Olaf var næstyngst.
Allerede som 12 årig, i maj 1804, startede han sin militære løbebane som kadet ved det Norske landkadetkorps i Kristiania (Oslo), og efter fire års studier aflagde han officersprøven, og i sommeren 1808, udnævntes han til sekundløjtnant ved Telemarkens Infanteriregiment, hvor faderen var bataljonschef og storebroderen Valdemar og A. F. Schleppegrell var premierløjtnanter.
Danmark var i krig med Sverige og England, og Ryes kompagni besatte strandbatterierne ved Frederiksværn for at forhindre englænderne i at gøre landgang.
Den 3. december 1809 udnævntes han til premierløjtnant, og blev sammen med Schleppegrell sendt på landmålingsopgaver i det sydøstlige Norge, hvilket de ikke var særlig tilfredse med.
Han blev fænrik som 17 årig og 1913, 22 årig gammel, udnævntes han til kaptajn.
I fritiden var jagt og skihop hans store lidenskab.
Han skulle efter sigende være indehaver af den første noterede skihoprekord i verdenshistorien.
Hoppet var på 17 alen (10,63 m).
Da Danmark, ved fredsslutningen måtte afstå Norge til Sverige efter 434 års sigsfællesskab, rejste nordmændene et oprør for at værne om deres selvstændighed.
Det blev afslutningen på det kedsommelige landmålerarbejde, og Rye fik befaling over det telemarske regiments anden jægerdivision, der var sammensat af andet vestfjældske og tinske jægerkompagnier, der først hørte under Staffeldts, og senere Arenfeldts brigade.
Med sin division deltog han i træfningen ved Hafslund samt i de hårdnakkede kampe på Rolfsøen ved Rolfsøsund, ved Isebro, Sannebro og Sannegård, hvor nordmændene kæmpede mod svenskerne om overgangen ved Glommen.
Rye var modig, grænsende til det forvovne.
Da der sluttedes våbenstilstand den 10. august 1814 i Moss, hjemsendtes de nationale regimenter og forhandlingen om indlemmelse i Sverige gik i gang.
Rye tog hjem til Bø da Karl d. 13 valgtes til konge over Norge, indgav Rye, sammen med flere andre officererofficerskammerater, bl.a. Schleppegrell og Helgesen, sin afskedsbegæring og nægtede at aflægge troskabsed for den svenske kronprins.
Kronprinsen tilbød da, at lade ham rejse til udlandet i 3 år på sin bekostning, og derefter kunne han indtræde i hvilket som helst svensk eller norsk regiment, men han afslog.
Så prøvede man med strænghed, og satte ham i arrest.
Efter 4 måneder var han stadig ikke til at rokke fra sin beslutning, og i marts fik han så endelig sin afsked med forbud mod at bære norsk uniform.
Han og kammeraterne, der havde haft de samme problemer med at få deres afsked, forlod Norge den 18. marts 1815 kl. 13 og rejste til København, hvortil de ankom 23. marts.
Her hørte de at Napoleon var vendt tilbage fra Elba til Frankrig og at det øvrige Europa nu rustede sig til en ny krig mod erobreren.
De krigslystne officerer besluttede straks at rejse ned og slutte sig til en af de krigsførende magter.
De fortsatte mod Fyn, og i Korsør mødte de prins Christian Frederik, den senere kong Christian 8., som efter det forgæves forsøg på at blive konge af Norge, nu var guvernør på Fyn.
De fortalte prinsen at de agtede at gå i russisk tjeneste, hvilket han frarådede.
Han rådede dem i stedet til at kontakte den prøjsiske general Blücher, der havde startet sit felttog mod Napoleon.
Prinsen, der følte han stod i gæld til dem, gav dem rejsepenge samt en anbefaling til Blücher.
De forlod Danmark 15. april og kom i slutningen af april til Lüttich, hvor Blücher havde sit hovedkvarter.
Her blev de straks vidne til den strænghed, hvormed den gamle feltherre ledede sine tropper.
Et fhv. saksisk regiment der som følge af, at det halve Saksen var indlemmet i Prøjsen nu var blevet et prøjsisk regiment, kom i klammeri med et af de gamle prøjsiske regimenter, der kaldte dem overløbere.
Det resulterede i et kæmpeslagsmål, hvor det gik ud over Blüchers adjudanter, da de forsøgte at kalde til orden.
Næste dag befalede Blücher, at det fhv. saksiske regiment skulle opløses og indlemmes i det prøjsiske regiment og deres fane rives af stangen. Saksernes general, der tøvede med at udføre ordren, blev afskediget og sendt et år på fæstningen.
Blücher tog godt imod de tre nordmænd, men til deres store skuffelse blev de ansat som sekundløjtnanter ved et landeværnsregiment og blev sat til at uddanne nye rekrutter.
I deres fortvivlelse skrev de til prins Christian og anmodede om at få lov at komme i dansk tjeneste. Prinsen kvitterede i første omgang ved at sende dem penge.
Rye brugte fritiden til at uddanne sig i sprog.
Da Blücher sammen med den engelske hertug af Wellington besejrede Napoleon i slaget ved Waterloo den 18. juni 1815 befandt Rye sig i Køln og blev derefter beordret til Frankrig og var med ved erobringen af nogle nordfranske fæstninger.
Da krigen var slut kom der brev fra prins Christian.
De tre kammerater fik besked på at indtræde i dansk tjeneste med deres tidligere ancennitet, og fik ordre på søge afsked fra den prøjsiske hær og melde sig ved det danske auxilliærkorps, der, på vej til Frankrig, befandt sig i Belgien, og den 1. oktober 1817 blev Rye så ansat ved Fynske Infanteriregiment.
Rye havde dog lyst til mere rigtig krig, og kontaktede den russiske general Woronzow for at søge om ansættelse som ritmester i et russisk husarregiment, og søgte samtidig den danske konge om 2 års orlov, for at gå i russisk tjeneste. Han fik afslag begge steder.
Kongen svarede ham, at tidligere havde mange nordmænd og danskere begivet sig til Rusland og var hurtigt blevet forfremmet til Oberster, men det var under krigsforhold.
Rusland var nu udmattet efter de lange krige og der ville gå mange år før det igen greb til sværdet.
Derfor var det en dårlig ide.
Rye blev meget fortørnet over afslagene og for at forhale afrejsen fra Frankrig, hvor han vefandt sig godt, meldte han sig syg og flyttede ind hos Helgesen, der også gerne ville til Rusland.
Han havde fået orlov og boede i Douai i Nordfrankrig.
På en udflugt til Cambrai var Rye så uheldig at løbe ind i sin general, prins Frederik af Hessen, der blev rasende over at se, at Rye ikke var syg, og befalede sin adjudant at arrestere ham.
Han beordres til øjeblikkeligt at begive sig til Danmark og melde sig som arrestant hos kommandanten i Rendsborg.
Han påbegyndte rejsen hjemover den 10. maj og rejste over St. Omer til Calais, hvor han gik ombord i et skib den 1. maj 1816. Den 6 maj kom han til Glückstadt og meldte sig samme dag.
Hans regimentschef, hertugen af Holsten-Bech, fandt at det var for hård en straf for en ungdomsletsindighed, og forelagde det for Frederik 6., der svarede:

"Jeg ved det meget vel kære ven, men prins Frederik af Hessen har ønsket det således, og jeg må støtte mine generaler".

Han indsattes først som arrestant i hovedvagten, men blev sluppet ud efter et par dage. Så modtog han en kongelige resolution, der tilbød ham valget mellem 30 dages fæstningsarrest af 2. grad eller forhør og krigsret. Han valgte arresten og rejste til Frederiksort for at afsone straffen.
Den 27. juni blev han sluppet ud og meldte sig for anden gang hos garnisonskommandanten i Rendsborg, der var den senere Christian 9.'s far, oberst Frederik Vilhelm Paul Leopold, hertug til Slesvig-Holsten-Sønderborg-Beck.
Han blev godt modtaget og hans forseelse blev, som omtalt, af kommandanten anset for mindre betydningsfuld.
Vennen Helgesen var fortsat hos det danske korps i Frankrig.
Rye begyndte derpå som premierløjtnant ved det Oldenborgske regiment, der lå i hertugdømmerne, og her var han tjenestegørende fra 1819-1842.
Den første tid i Rendsborg kedede han sig gudsjammerligt, men det hjalp da han 10. sept. 1817 blev udnævnt til stabskaptajn.
Omkring 2/5 af den danske hær opstilledes den gang i hertugdømmerne.
Denne del var den bedst udrustede, fordi den danske konge, som hertug af Holsten og Lauenburg, var forpligtet til at stille et kontigent tropper på 5.400 mand incl. reserver ( Den Holstensk-Lauenburgske Brigade ) til den tyske forbundshær, hvor den indgik i 10. forbundskorps´ 2. division.
For Rye blev det, som omtalt, til 26 år ved det Oldenburgske regiment, med garnison i Rendsborg.
I 1817 forfremmedes han til kaptajn, men han fik først sit eget kompagni i 1832. Hans ungdomsdrøm, at vinde berømmelse og hæder ved sværdet begyndte at blegne.
I 1837 var han den ældste kaptajn i hæren. Han skrev:" Der er da chance for at blive bataljonschef om nogle år da alle mine formænd er udlevede oldinge". Lønnen som kaptajn var ikke for god.
I 1840 udnævnes han endelig til major.
Ryes privatliv var meget traumatisk.
Han var gift 3 gange.
Første gang i 1822 med Caroline Krabbe som døde et år efter.
I 1831 giftede han sig med hendes søster Jacobine Krabbe.
Hun døde et par år efter i barselseng.
De 2 børn han fik med de to søstre døde begge som børn.
I 1842 giftede han sig for tredje og sidste gang med den 26 år yngre Henrikke Elizabeth Schultz, som var af velhavende familie.
Hans økonomi forbedres derved så meget, at han sammen med vennen, bøssemageren Karl R. Schmidt, kunne starte den omtalte sømfabrik, hvilket dog ikke gav ham den store succes i forretningsverdenen.
Med Elizabeth fik han sønnen Henrik Matias Olaf Rye, der fødtes 19/10 1843 i København, samt sønnen Valdemar, født i 1845.
Valdemar døde i 1846, 3 dage før sin 1 års fødselsdag.
Rye dyrkede flere idrætter med stor iver og så betydningen af at holde sig i form.
Han dyrkede navnlig ridning og jagt.
Når han drog ud på sine mange jagtture, blev hans adjudant sat til at passe hans job i garnisonen.
Han foretog flere rideture fra Holsten til Frankrig også for at spare penge.
For at supplere sin indkomst fik han Helgesen, der stadig boede i Frankrig, til at indkøbe heste som han solgte videre til det franske rytteri.
Garnisonen anerkendte hans dygtighed og han var agtet af sine foresatte, der gerne ville være i hans selskab.
Han var frimodig og gavmild og en god kammerat.
I tjenesten kunne han være opfarende og hidsig og havde svært ved at bekæmpe den hårdhed han havde arvet efter sin far.
Hans klinge sad løst i skeden og han måtte mange gange beherske sig for ikke at trække blank i utide.
I 1842 udnævntes han af Christian 8. til oberstløjtnant og chef for 1. bataljon, der var garnisoneret i København, men det kedelige liv i garnisonen passede ham ikke.
Han opholdt sig tit i Norge.
Her traf han engang på Helgesen, der var i økonomiske vanskeligheder, og hjalp ham på benene ved at låne ham 2.000 rigsdaler.
Da slesvig-holstenerne gjorde oprør i 1848, blev tidligere venner, som resultat af politiske beslutninger, pludselig fjender.
Mange menige danske soldater og officerer måtte kæmpe mod tidligere kammerater, der havde sluttet sig til oprørerne eller var med i forbundshæren, kort sagt, Treårskrigen er faktisk den sidste borgerkrig i Danmarks historie.
Rye havde, bortset fra den korte tid i København, levet hele sin tid i den danske garnison i Rendsborg, og kendte alle de officerer han nu skulle ud og kæmpe mod.
Blandt de, der sluttede sig til oprørshæren, var bl.a. hans to svogre.
Han var så uforsigtig at udtale sin sorg over de kammerater, der havde svigtet deres ed og pligt , og bad i første omgang om at blive fritaget for aktiv krigstjeneste.
Forskellige rygter opstod og der blev sået tvivl om hans loyalitet.
Han blev kaldt op til krigsminister Tscherning, der udspurgte ham om hans anskuelser.
Rye forvissede ministeren om, at for ham var faneeden hellig og de skiltes i fuld tillid.
Da hæren skulle til at afmarchere fra København, rykkede han, som den første, ud med 1. infanteribataillon.


MAJOR OLAF RYE I 1848.

Hans bataljon var ikke sammensat af hovedstadens bedste børn.
Det var en samling rå børster med stort vovemod.
Slagsbrødre og tugthuskandidater, som måtte føres i stramme tøjler. Det kunne Rye, og de fulgte ham i tykt og tyndt.
Landmændene stillede frivilligt deres vogne til rådighed, så de blev kørt fra København til Roskilde, hvor nye vogne ventede.
Da de kom til Roskilde viste det sig, at soldaterne på de vogne der ikke havde haft officerer med, havde overtaget tømmerne, besøgt alle kroer undervejs og derpå kørt som vilde for at indhente de andre.
Så befalede Rye, at de skulle gå de næste 30 km. og sendte de ventende vogne hjem.
Næste gang de kom op at køre blev kolonnen holdt.
Den 30. marts indskibedes de og sejledes til Jylland.
I træfningen ved Bov den 9. april 1848 , var han med i første linie.
I slaget ved Slesvig den 23. april, udførte han og Bülow den flankebevægelse ud om Dannevirke, der for en tid standsede fjenden, men også kostede mange ofre.
Også her var han fremme i spidsen for sin bataillon og høstede stor anerkendelse.
I træfningerne 28 maj og 5. juni ved Dybbøl, blev hans evner som fører tydelig for overkommandoen og bevirkede, at han da felttogene startede i 1849 var at finde mellem brigadekommandørerne med rang af oberst.
Overkommandoen fandt ham også egnet til at operere på egen hånd med sit korps, og efter det tabte slag ved Kolding, 20. og 23. april, og træfningerne ved Gudsø, 3. og 7. maj, fik Rye og hans korps til opgave, med henholdende småfægtninger, at trække sig langsomt op gennem Jylland med det formål, at lokke den prøjsiske overgeneral von Prittwitz og en stor afdeling af hans tyske forbundstropper efter sig og så langt væk fra Fredericia, at de ikke kunne nå at komme de belejrende slesvig-holstenere til undsætning ved et udfald.
Danmark var eneherskende til søs, og kunne med sin flåde, hurtigt flytte en hærafdeling fra et sted i landet til et andet, hvilket fik afgørende betydning.
Taktikken lykkedes.
Han trak sin brigade ud på Djursland og besatte den skanse, der i 1848 var påbegyndt opført på Helgenæs, og nu i hast blev gjort færdig.
Undervejs havde hans brigade haft flere sammenstød med den 3-4 gange større modstander, men klarede sig igennem, næsten uden at lide tab, og lagde derved endnu nogle alen til sin berømmelse og blev forfremmet til generalmajor.


GENERALMAJOR OLAF RYE I 1848.

I 1849 invaderede en prøjsiske hær på 61.000 mand samt en slesvig-holstenske hær på 15.000 mand Sønderjylland og vidste at hvis de kunne erobre den danske fæstning ved Fredericia, så ville krigen være slut og Slesvig-Holsten ville have vundet deres selvstændighed, så den prøjsiske øverstbefalende Prittwitz, sendte hele den slesvig-holstenske hær mod Fredericia.


DEN PRØJSISKE OVERGENERAL
KARL LUDVIG ERNST VON PRITTWITZ I 1849.

Fredericia blev belejret af den slesvig-holstenske hær under prøjsiske general Bonin den 9. maj 1849. Fredericia er beliggende på sydlige og østlige side af Jylland, delvist omringet af Lille Bælt, som på det sted er ret smalt.
Afstanden fra Fredericia til færgelejet (Strib) på Fyn er kun omkring 1300 meter. Befæstningerne bestod af en vold med 9 bastioner, og en 10 meter bred og 5 meter dyb grav omkring volden. Chef for garnisonen på 7.000 mand var oberst Lunding.
Efter den danske øverstbefalende overgeneral Bülows ordre udskibede Rye sig med de fleste af sine tropper til Fyn, uden den prøjsiske overgeneral Prittwitz anede uråd.


DEN DANSKE OVERGENERAL FREDERIK R. H. BÜLOW I 1849.

Tropperne kom derefter til Fredericia og deltog i udfaldet sammen med bl.a. hovedparten af de Mezas brigade og Ryes brigade, der også pr. skib var trukket fra Als til Fyn, og derefter overført til fæstningen ved Fredericia i slutningen af juni 1849.
Den 6. juli 1849, efter to måneders belejring gik den danske hær på 7000 soldater fra Fredericia-fæstningen til modangreb på den slesvig-holstenske hær på 15.000 soldater.
Rye fik under udfaldet til opgave, at rykke dels ud af Kongens port og dels langs Østerstrand, og gå mod Kirstinebjerg og Trelde, primært for at indtage og fjerne Bonins batterier ved Fælledvej, der var tæt på at være færdigbyggede, og som ville kunne beskyde fæstningens livsnerve, færgeoverfarten til Fyn.
Det siges, at han muligvis ikke kendte Treldeskansens beliggenhed og styrke.
At fæstningens kommandant, oberst Lunding ikke havde ordentlig underretning om dette, lyder usandsynligt.


SLAGET VED FREDERICIA DEN 6. JULI 1849.

Fjendens værker lå trods alt ikke længere borte, end de kunne iagttages fra volden.
Sandheden er nok, at Rye, og mange af de øvrige officerer ikke kendte terrænet udenfor fæstningen og i mørket og krudtrøgen har taget fejl af retningen, hvilket kostede dyrt i tab af menneskeliv.
Ingen så åbenbart Rye falde under stormløbene på Treldeskansen.
Derfor opstod der hurtigt mange forskellige rygter om hans død.
Der gik en tid rygter om, at han var skudt i ryggen af en fjendtlig overløber og at hans ur manglede da man fandt ham.
Disse rygter har man kunne mane i jorden som usande.
Rygter om lejemord og at han skulle være blevet skudt af sine egne er højest utroværdige.
At han er blevet truffet af en vildfarende dansk kugle kunne nemt være sket, men en historie om, at en fattig person på Horsensegnen pludselig fik så mange penge, at han kunne købe sig en gård, og at pengene skulle være hans betaling for at likvidere Rye, lyder meget lidt sandsynlig.
Den mest sandsynlige forklaring på, hvad der er foregået lyder således:

Ryes første hest såres, og han får en ny af Meincke, der er chef for espingolbatteriet der befinder sig på de Mezas højre fløj ved Treldevej lidt længere ude end Treldeskansen. Da han rider tilbage mod sine skytter, såres hesten i læben og han rammes selv i låret. Hesten stejler og han kastes af, hvorpå hesten løber tilbage til fæstningen, hvor den indfanges. Der er blod på saddelen, hvilket bestyrker teorien om, at Rye er såret.
Rye humper videre fremad til fods, møder sekundløjtnant Carlsen og beder ham samle nogle af de folk, der løber omkring uden ledere, og gå frem mod fjenden. Kort tid derefter får løjtnant Carlsen besked om, at der ligger en officer af høj rang i en grøft, ikke ret lang bagved.
Han løber tilbage og finder officeren liggende på maven i grøften. De soldater, der viste ham stedet, hjælper med at vende officeren om på ryggen, og de ser nu, at det er Rye. Han ligger med brustne øjne og fråde om munden. Carlsen forsøger at give ham lidt at drikke fra sin feltflaske, men kort efter udånder Rye. Carlsen giver derpå nogle folk besked på at finde en båre og løber selv tilbage til sine skytter for at fortsætte kampen.

Selvom Ryes brigade mistede deres leder, så forsatte de kampen mod prøjserne og i slutningen af dagen, var den prøjsiske hær på tilbagetog, den danske hær havde vundet slaget ved Fredericia.
Den danske hær mistede 1800 soldater og prøjserne og slesvig-holstenerne mistede 2900 soldater i slaget, så det var en stor, men kostbar sejr.
Efter denne store sejr over slesvig-holstenerne og prøjserne, blev der indgået våbenhvile, indtil juli 1850.
Den danske hær holdte en meget flot og berømt militærparade gennem Strøget i København den 9. september 1849, hvor de danske tropper fra slaget ved Fredericia blev modtaget med jublende københavnere.


DANSKE TROPPERS SEJRSPARADE GENNEM KØBENHAVNS GADER
DEN 9. SEPTEMBER 1849.

Den 15. september 1849 i København fik Rye en pompøs begravelse.
Præsterne N.F.S.Grundtvig og C. Brun talte ved den sortklædte kiste. De sårede fra Ryes korps sad omkring kisten tæt ved kong Frederik 7.
Kisten førtes fra Garnisonskirken gennem Bredgade, St. Kongensgade og gennem den blomstersmykkede Østerport.
Bag kisten gik hans eneste efterkommer, den 5 årige søn Henrik, efterfulgt af kongen i spidsen for landets mest magtfulde mænd og et mægtigt følge, heriblandt en stor skare krigsinvalider og lettere sårede.
I processionen sås mange faner og flag.
Omkring kisten gik officerer og præster.
En sand heltebegravelse for en af Danmarks største feltherrer og muligvis allersidste sande feltherre i Danmarks historie.

Denne biografi er gengivet efter særlig tilladelse fra Erik F. Rønnebech,
webmaster og ejer af www.roennebech.dk