NIELS JUEL
( 8/5 1629 - 8/4 1697 )
DANSK-NORSK GENEARLADMIRALLØJTNANT

Niels Juel blev født den 8. maj 1629 i Christiana i Norge.
Han blev ansat i 1643 som edelknabe hos hertug og ærkebiskop Frederik af Bremen, den senere kong Frederik 3. af Danmark, hvor han forblev indtil 1648.
I det efterfølgende år, studerede han i Sorø, hvor han fik stor interesse for søkrigshistorie og havde besluttet sig for at blive flådeofficer i den danske flåde.
Men af ukendte grunde var det ikke muligt for Niels Juel, at starte sin søofficerudannelse i Danmark. Derfor rejste han rejste til Holland, hvor han påbegyndte sin uddannelse i den hollandske flåde.
Mens Juel var igang med sin uddannelse, udbrød der krig mellem Holland og England, den engelsk-hollandske krig 1652-1654.
Niels Juel blev udnævnt til løjtnant, og gjorde tjeneste under den berømte hollandske kontreadmiral Martin Harpertzoon van Tromp ( 1597 - 1653 ).


MARTIN HARPERTZOON VAN TROMP.

Juel deltog sammen med Martin Harpertzoon van Tromp under de mange blodige søslag i krigen. Men under søslaget ved Maas i 1653 blev van Tromp hårdt såret, og han døde senere samme år. Efterfølger som Niels Juels nye øverstbefalende, blev viceadmiral Michael Adriaanszoon de Ruijter ( 1607 - 1676 ), som også blev Juels lærermester og meget gode ven.


MICHAEL ADRIAANSZZON DE RUIJTER I 1655.

Da krigen sluttede i 1654, blev Juel udnævnt til kaptajn på en fregat i Middelhavet, hvor private sørøvere plydrede alle mulige handelsskibe. Men da Juel erobrede et sørøverskib i 1655, trak de andre sørøvere sig ud af Middelhavet, for ikke at få samme skæbne.
I starten af 1656 vendte Juel tilbage til Danmark som en anerkendt søofficer, men da der ingen passende stilling var, måtte han tilbringe et års tid som kammerjunker.
Da den første Karl Gustav-krig 1657-1658 brød ud i juli 1657, blev Juel indkaldt i den danske flåde, og fik kommandoen over fregatten, den sorte rytter, der i en eskadre under admiral Lindenov, sammen med en hollandsk hjælpeflåde, skulle holde den svenske flåde stangen.
Senere samme år blev Juel kongeligt udnævnt til chef for Holmen, en stilling han med dygtighed og ære beholdt lige indtil han gik på pension i 1690.
Under søslaget ved Falsterbo i efteråret 1657, hvor den svenske admiral Bjelkenstjernas flåde kæmpede mod den danske rigsadmiral Henrik Bielke’s ( 1615 - 1683) flåde, kom Niels Juel med sin egen flåde på 11 krigsskibe som støtte. Søslaget endte uafgjort, men den svenske flåde trak sig tilbage, og Danmark jublede over denne såkaldte sejr over svenskerne.


RIGSADMIRAL HENRIK BIELKE I 1660.

Men krigen var jo kun lige begyndt.
Under Københavns belejring 1658-1660, deltog Niels Juel ikke ret meget, fordi han var sendt ud sammen med en eskadre for at udslette resterne af den svenske flåde, der var blevet slået af den hollandske flåde, under søslaget ved Kronborg Slot den 29. oktober 1658.
Efter søslaget ved Rødsand i april 1659, havde Niels Juel under rigsadmiral Bielke slået den svenske flåde fuldstændig, og som tak for denne flotte sejr over svenskerne, blev Niels Juel udnævnt af kong Frederik 3. til kontreadmiral i den danske flåde.
Efter krigen var slut blev Niels Juel medlem af Admiralitetet, hvor han var en anerkendt søofficer både i Danmark og i resten af Europa.


KONTREADMIRAL NIELS JUEL I 1660.

I årene 1663-1675 var Niels Juel i fuld gang med at udvikle den danske flåde til en toptrænet krigsflåde, og det lykkedes også for ham med stor hjælp fra rigsadmiral Bielke. Selvom Bielke var Juels øverstbefalende, arbejdede de to meget tæt sammen gennem årene, og forblev meget gode venner resten af deres liv.
I samme periode giftede Niels Juel sig i 1661 med Margrethe Ulfeldt ( 1641 - 1703 ), datter af Knud Ulfeldt til Svendstrup og Vibeke Podebusk.
De fik i løbet af deres 36 årige lykkelige ægteskab 3 døtre og 2 sønner.


MARGRETHE ULFELDT I 1690.

I 1670 døde Frederik 3. og han blev efterfulgt af sin søn, Christian 5.
Den nye unge konge gik med store planer for sit land, især om at generobre de skåneske provinser, Skåne, Halland og Blekinge. Gennem året 1675, blev både den danske hær og flåde oprustet til krig.
Admiralitetet havde givet kommandoen over flåden til admiral Cort Adeler ( 1622 - 1675 ) og havde Niels Juel som næstkommandende.
Den danske flåde bestod af 16 danske og hollandske krigsskibe, som lå ankret op ved Køge Bugt og var klar til kamp mod den svenske flåde.
Den 2. september 1675 erklærede Danmark krig imod Sverige.
Men i oktober 1675 blev den danske flåde ramt af en pestlignende sygdom, som kostede mange søfolk livet, heri blandt admiral Cort Adeler selv.
Takket været Niels Juels store arbejde, kom flåden over pesten, og Niels Juel blev i slutningen af 1675, udnævnt til næstøverstbefalende for den danske flåde ved Køge Bugt. Han skulle snart blive en berømt søhelt.
Krigen til lands gik ikke ret godt for Christian 5., som led et stort nederlag ved Lund i december 1676.
Danmark havde virkelig brug en stor militær sejr, hvis krigen skulle fortsætte.
I foråret 1676 havde Niels Juel sine første kampe imod svenskerne. I april 1676 kæmpede hans skib mod to svenske fregatter, hvor den ene overgav sig og den anden gik ned med mus og mænd. Det var dog kun begyndelsen, og Niels Juel blev belønnet med ridderkorset og rang som viceadmiral for denne sejr.


VICEADMIRAL NIELS JUEL I 1676.

Den 25. maj 1676 udkæmpede Niels Juel sit første store søslag imod en stor svensk flåde udenfor øen Rygen. Sveriges flåde var to gange større end hans egen flåde, men Niels Juel brugte en ny søtaktik der bestod i, at bryde igennem svenskernes forsvarlinie og afskære fjenden i to dele.
Søslaget endte uafgjort dagen efter, og kun et svensk krigsskib blev erobret.
I vinteren 1676, kæmpede Niels Juel i slaget ved Øland, hvor en dansk-hollandsk flåde slog en større svensk flåde. Svenskerne mistede 7-12 skibe, og det var en ret stor sejr, men der var problemer med samarbejdet mellem de danske og hollandske søofficerer.
Derfor blev den hollandske hjælpeflåde i starten af februar 1677 sendt hjem af den hollandske regering. Nu måtte Niels Juel kæmpe alene mod Sverige, som stadigvæk havde en stærk svensk flåde.
I slutningen af maj 1677 kæmpede Niels Juel påny imod en svensk flåde, som det lykkedes for ham at slå dem tilbage. Han erobrede 7 svenske skibe og ankrede sin flåde op ved Køge Bugt samme dag. Niels Juel brugte ventetiden på at indøve sine søtaktikker med sin flåde ved Køge Bugt.
Den svenske flåde var ivrig efter at give den danske flåde et blåt øje, før Holland ville sende en ny hjælpeflåde til danskerne.
Admiralitetet sendte Juel en del forstærkninger, fordi man var bange for at miste herredømmet over Østersøen. Så i midten af juni 1677, havde Juel en ret stærk flåde på 25 krigsskibe og ventede på fjenden.
Svenskerne havde sendt en meget stærk flåde på 36 krigsskibe mod Køge Bugt, under kommando af feltmarskal, baron Evert Horn.
Svenskerne havde lagt en plan: Hvis den danske flåde ved Køge Bugt blev fuldstændig  knust, så kunne svenskerne bombardere København med deres flåde, og så ville krigen være slut.
Om aftenen den 30. juni 1677 fik den danske og svenske flåde hinanden i sigte, og gjorde sig klar til kamp næste dag.
Kong Christian 5. og borgerne i København var meget nervøse over denne trussel, og bad til Gud om aftenen mens de håbede, at Niels Juel ville vinde slaget.


SØSLAGET VED KØGE BUGT DEN 1. JULI 1677.

Tidligt om morgenen den 1. juli 1677 begyndte det store søslag ved Køge Bugt.
Efter en blodig og hård dags kamp, havde den svenske flåde mistet 20 skibe, og det lykkedes kun for ganske få svenske krigsskibe, at stikke af efter søslaget.
Niels Juel mistede slet ikke nogen skibe under søslaget. Derved havde Niels Juel vundet en stor og overvældende søsejr over den svenske flåde.
Den 4. juli vendte Juel tilbage til København med en del af sin flåde, hvorefter han blev modtaget med stormende jubel fra mange københavnere.
Christian 5. udnævnte Juel til generaladmiralløjtnant, medlem af det danske Rigsråd, en stor sum penge og rangen som øverstbefalende for den danske flåde.
Niels Juel var blevet det danske folks nye søhelt, og forblev det resten af sit liv.
Sejren over svenskerne ved Køge Bugt, var den største sejr Danmark fik over Sverige under den skånske krig.
I Nordtyskland havde svenskerne stadigvæk besat en del tyske provinser, som de havde vundet under 30 årskrigen. Så da nyheden om det store svenske sønederlag nåede Tyskland, erklærede kongeriget Brandenburg krig imod Sverige, og gik med ind på Danmarks side i krigen.
Den danske hær havde bedre held mod en svag svensk hær i Nordtyskland, sammen med den brandenburgske hær.
Det lykkedes for den svenske konge at få lavet en militæralliance med stormagten Frankrig, som i 1679 erklærede fred mellem Danmark og Sverige.
Danmark fik ikke sine tidligere provinser i Sverige tilbage ved fredsaftalen i 1679, så krigen endte nærmest uafgjort, men Sverige gik ud af krigen som den store sejrherre.
Hermed var Danmarks plads som Nordens stærkeste og største militærstormagt helt færdig, Sverige havde overtaget vores plads.
Efter krigens slutning, blev Niels Juel adlet til baron med eget grevskab og tildelt elefantordenen. Niels Juel var på sine gamle dage, en meget højstående dansker og folkehelt.


GENERALADMIRALLØJTNANT OG BARON NIELS JUEL I 1685.

Niels Juel forblev chef for Holmen og blev ved med at udvikle flåden gennem årene, og da den gamle rigsadmiral Bielke døde i 1683, overtog Juel posten som præsident i Admiralitetet. I 1690 gik Niels Juel på pension.
I midten af 1690erne begyndte kongens søn, kronprins Frederik (4.), at komme meget hos Niels Juels og hans kones i deres meget flotte palæ, Niels Juels Palæ ( idag den franske ambassade), på Kongens Nytorv, og det udviklede sig et meget varmt venskab, hvor kronprinsen så meget op til den gamle ridder, som han blev kaldt for blandt Københavns befolkning i sine sidste leveår.


NIELS JUELS KISTE ( NR. 2 FRA VENSTRE ) I HOLMENS KIRKE.

Den 8. april 1697, døde Niels Juel, 68 år gammel. Han fik landets fineste statsbegravelse og ligger stadigvæk den dag idag begravet i Holmens kirke.
Niels Juel var nok den største søhelt i Danmarks historie og er det stadigvæk idag.