JOHAN RANTZAU
( 12/11 1492 - 12/12 1565 )
DANSK-HOLSTENSK FELTMARSKAL

Johan Rantzau blev født den 12. november 1492 på Steinburg i hertugdømmet Holsten, som havde været et hertugdømme under det danske kongerige, siden kong Valdemar den Stores tid i 1180erne.
Han var den yngste af Heinrich Rantzaus fem sønner.
Hans far der var lensmand i Steinburg, var også en meget rig og magtfuld adelsmand i Holsten. Han kendte hertug Frederik af Slesvig-Holsten, (den senere kong Frederik 1.) ret godt, og var en nær ven af ham.
Da Johan Rantzau var 13 år gammel, sendte hans mor, Øllegård von Buchwald, ham til et akademi i Tyskland, hvor han hurtigt fik interesse for militæret.
Efter en lang udlandsrejse rundt i Europa, vendte Johan Rantzau tilbage til Danmark i 1520, hvor han blev udnævnt til hofmester for hertug Frederiks unge søn, hertug Christian af Slesvig-Holsten, (den senere kong Christian 3.). Her var han var rådgiver i en årrække.
Under en rejse til Worms i 1521 sammen med hertug Christian, blev Johan Rantzau vidne til Martin Luthers optræden, der gjorde så stort et indtryk på ham, at han gik fra at være katolik til at være lutheraner resten af sit liv.
Ved broderens død i 1521 overtog han Steinburg amt, og blev snart den førende politiker hos hertug Frederik af Slesvig-Holsten.
Den 8. marts 1523 erklærede hertug Frederik krig imod kong Christian 2. af Danmark, og allerede 18 dage senere blev Frederik hyldet som konge i Viborg.
Da Christian 2. den 13. april 1523 forlod København, var vejen banet for hertug Frederik, som kunne underskrive sin håndfæstning med adelen, og lade sig hylde som kong Frederik 1. af Danmark og Norge.
I størstedelen af Frederik 1.'s regeringsperiode, opholdt Frederik 1. sig på Gottorp Slot. Han kom kun til Danmark når det var absolut nødvendigt, og Norge besøgte han aldrig.
Efter borgerkrigen mellem Frederik 1. og Christian 2. var slut, blev Johan Rantzau, selvom han var holstener, optaget i Det danske Rigsråd, og havde derefter som dansk rigsrådsmedlem, en betydningfuld indflyelse i Danmark.


JOHAN RANTZAU I 1523.

Johan Rantzau var i realiteten feltherre bag Danmarks erobring i den følgende tid.
Lønnen udeblev heller ikke. Antagelig ved hyldning af Frederik 1. på Gottorp Slot den 14. april 1523, var han blevet udnævnt til holstensk feltmarskal, og fik sin afdøde brors gamle embede.
Da arbejdet med at afmønstre hæren var fuldendt, skænkede kongen ham den 24. april 1524 Itzehoe sogn for livstid.
Johan Rantzau styrede med fast hånd kong Frederik 1.'s politik.
Også i Danmark kom han herved til at øve en bestemmende indflydelse.
Han deltog i forhandlingerne på herredagene, fik efterhånden store forleninger, og blev optaget i det danske rigsråd.
Sine evner som hærfører demonstrerede han atter i Søren Norbys skånske oprør i 1525, der grundlagde hans dygdighed sig feltherre.
Da efterretninger om oprøret den 11. marts 1525 nåede Holsten, befandt Johan Rantzau sig på Segeberg, hvor Frederik 1. forhandlede med Lübeck.
Det blev straks besluttet, at han skulle sendes til undsætning hos det betrængte skånske rigsråd.
Da Johan Rantzau nåede frem, var hele Skåne med undtagelse Malmø og Helsingborg, i oprørenes hænder.
Den 28. april 1525 rykkede han fra Malmø mod Lund, med den skånske og sjællandske adels opbud og to fænniker landsknægte, og stødte ved middagstid på de talmæssigt overlegne oprørsstyrker, der havde forskanset sig bag en vognborg under Lund.
Fjenden blev fuldstændigt slået, og bagefter fulgte et frygteligt blodbad, som Johan Rantzau nøgternt fastslog i sin rapport til Frederik 1.
Med dette slag var den militære situation helt forvandlet.
Johan Rantzau kunne nu indeslutte Søren Norby i Landskrona. En bondehær der truede med at falde ham i ryggen, blev besejret ved Bunketofte den 11. maj 1525.
Johan Rantzau ønskede dernæst at tage Landskrona med storm, men de skånske rigsråd satte sig imod, og fik gennemført forliget den 27. juni 1525, der sikrede Gotland for Danmark. Men samtidig efterlod han Søren Norby som en mulig trussel mod det nye styre.
Frederik 1. var dog overordentlig tilfreds med hans indsats, og skænkede ham den 10. august 1525, Hans Mikkelsens konfiskerede ejendom.
Johan Rantzau blev den 21. februar 1526 udnævnt hofmester i hertugdømmerne Slesvig-Holsten.
Det krævende marskal-embede havde han i 1524 afgivet til Melchior Rantzau.
Selv fik han nu en position der svarede til rigshofmesteren i Danmark.
I de følgende år blev Johan Rantzau's vigtigste virkefelt udenrigspolitik. Fra sin post ved Elben, fulgte han nøje udviklingen i Europa.
Johan Rantzau havde faktisk på kun få år, anskaffet sig et godt ry som feltherre rundt i Europa, og blev anset som en af de dygtigste feltherrer.
Heldigvis var han på Danmarks side hele tiden.


JOHAN RANTZAU I 1530.

I 1532 udbrød der krig mellem den tyske kejser Karl 5. og den franske konge Frands 1.
De forsøgte begge to, at få Johan Rantzau over på deres side i krigen. Men heldigvis for hertug Christian, takkede Rantzau nej til begge parter, fordi en ny borgerkrig truede Danmark.
Den skæbnesvangre udsættelse af kongevalget kunne holstenerne imidlertid ikke hindre, og under Grevens fejde i 1534-1536, måtte Johan Rantzau atter erobre Danmark, denne gang for kong Christian 3.
Angrebet på Holsten i maj 1534 kom fuldstændig overraskende.
Det lykkes dog hurtigt for Johan Rantzau at samle nogle tropper, hvorefter han kom Segeberg Slot til undsætning, som grev Christoffer af Oldenburg belejrede. Men det lykkedes for grev Christoffer, at sejle sin hær over til Sjælland, hvorefter han begyndte at belejre København.


GREV CHRISTOFFER AF OLDENBURG I 1534.

Dernæst sejrede han 10. juni 1534 ved Eutin, indtog Travemünde og indledte en belejring af Lübeck.
Inden Stockelsdoft-freden 18. november 1534 ilede han mod nord for at knuse Skipper Clements opstand.


JOHN RANTZAU TIL HEST I 1534.

Johan Rantzau har selv i et brev skildret dette togt. Fra Kolding drog han med hovedstyrken til Varde hvor en bondehær "rappede" sig , og den 7. december 1534 slog Rantzau bondehæren tilbage ved broen over Skjern Å, efter bønderne forgæves havde forsvaret overgangen.
I Ringkøbing som blev fundet forladt blev der lavet mad - "og vi rettede selv an" tilføjer Johan Rantzau med barsk humor om de primitive forhold.
I midten af december 1534 havde Rantzau erobret Holstebro, Skive og Viborg, mens oprørshæren under Skipper Clement flygtede, hvorefter bønderne overalt blev tvunget til at hylde Christian 3.
Nær Viborg havde de tropper der oprindelig var blevet sendt afsted af Johan Rantzau mod  Randers, forenet sig med hovedstyrken, der nu udgjorde ni fænniker landsknægte ( ca. 3.000-4.000 mand) foruden rytteriet.
Med denne usædvanlige stærke og veludrustede hær, drog Johan Rantzau 15. december 1534 i ilmarcher fra Viborg, og nåede den 17. december 1534 til Aalborg, hvor Skipper Clements hær havde taget opstilling.
Uden at hvile sig, rekognoscerede han selv om natten med sine officerer.
Da man tydeligt kunne høre der blev arbejdet på fuld kraft med at sætteforsvars- værkerne i stand, blev det besluttet "at han ville spise en tidlig morgensuppe med dem", som det hedder i Johan Rantzaus udtryktsfulde sprog.
Ved daggry den 18. december 1534 startede stormen på bondehæren, og Johan Rantzau var iblandt de angribende soldater.
I over en time værgede de belejrede for sig, men derefter var modstanden brudt af fjenden der blev anslået til 800-900 landsknægte.
Borgerne og bønder blev ifølge Johan Rantzaus udsagn "alle myrdet" af hans hær.


HÆRFØREREN JOHAN RANTZAU I 1535.

Rantzau var en hensynsløs feltherre, og skånede meget sjældent dem der blev taget til fange efter et slag.
Den 8. marts 1535 blev blev Christian 3. modtaget af Viborg som deres konge.
Herefter sendte kong Christian 3. sin feltherre Johan Rantzau og hans hær til Malmø, der hurtigt blev erobret. Derefter blev Rantzau transporteret over til Fyn, hvor der stadigvæk var modstand mod kong Christian 3., og det var på Fyn at krigen var hovedskueplads.
Mens Rantzau belejrede Assens, prøvede de fjendtlige hærførere, at angribe Rantzaus hær bag fra, men den snu Rantzau kom dem i forkøbet, og i starten af juli 1535 var Fyn erobret. Herefter sejlede Rantzau’s hær nu over til Sjælland, og rykkede mod København.
Den 24. juli 1535 begyndte belejringen af København, som varede til den 29. juli 1536.
Men Rantzau førte ikke selv den kongelige hær over til Sjælland. Han måtte rejse til hertugdømmerne efter Fyns erobring for at sikre landet mod angreb syd fra, så det var kong Christian 3. selv, der førte belejringen af København.
Den 6. august 1636 kunne Christian 3. og hans dronning Christine indtage byen i følge med Rantzaus hær bag dem. Derved var Grevens Fejde endelig slut efter to års krig .
Christian 3.'s første regeringsår repræsenterede højdepunktet af Johan Rantzaus magt og indflydelse, men han forblev Christian 3.'s trofaste feltherre indtil sin død.
Johan Rantzau’s mange sejre indbragte ham værdifulde "priser" efter princippet, at der tilkom feltherren en gård i hver erobret by. Foruden Hans Mikkelsens ejendom, havde Frederik 1. den 5. august 1529, overdraget ham Møntergården i København.
Grevefejden indbragte ham yderlige Børlund-bispens gård i Aalborg.
Selv levede Johan Rantzau en næsten fyrstelig tilværelse i sine fornemt udstyrede huse i Kiel, Lübeck og Itzehoe. Men ofte boede han også på sit kære Breitenburg, der både som bolig og fæstning var forsynet med alt hvad tiden formåede af raffinementer.

                      
RANTZAU’S GODS, BREITENBURG.               RANTZAU’S VÅBENSKJOLD.

I sine sidste år levede Johan Rantzau tilbagetrukket, mest optaget af lokale anliggender.
Han fulgte stadig udviklingen i Europa, og vedblev med at stå i forbindelse med Christian 3. og hans brødre, men undskyldte sig som oftest når de udbad sig hans nærværelse.
Ditmarkernes hovedstyrke var forsamlet ved Hemmingstedt, men Johan Rantzau førte i ilmarcher hæren tilbage over Albersdoft, og angreb den følgende dag Heide fra nordøst.
Stormen på Heide 13. juni 1548 blev en overbevisende sejr - den gamle feltherres sidste sejr - der førte til ditmarskernes fuldstændige underkastelse.
Efter nogle år blev Johan Rantzau og kongen uvenner, på grund af at Rantzau ønskede  hertugdømmerne skulle være en selvstændig del af kongeriget.
Men ved kong Christian 3.'s dødsleje i 1559 sluttede de fred, og kongen udnævnte Rantzau til sin søns rådgiver.
Den 22. februar 1563 udsendte Johan Rantzau på Breitenburg sit testamente, der levner et fængslende indblik i hans tilværelse og formueforhold.
Han levede sammen med sin hustru, Anna Walstorp, og deres 4 børn.
Deres ældste søn, Henrik Ranztau ( 1526 - 1598 ), overtog sin fars stilling som statholder for hertugdømmerne. Henrik var også ungdomven med den nye konge, Frederik 2.
Efter lang tids sygdom døde Johan Rantzau den 12. december 1565.
Han blev 73 år gammel.
På grund af pesten i Itzehoe stedtes han til hvile i kapellet på Breitenburg.
Den 28. februar 1567 fik Rantazu en stor krigerbegravelse i Itzehoe, hvor mange af Europas kongelige deltog i den flotte begravelse. Kong Frederik 2. var også med til begravelsen.
Sønnen Henrik Rantzau, skulle også blive en god feltherre og god politiker, men
Johan Rantzau var uden tvivl en af Danmarkshistoriens allerstørste feltherrer.