FREDERIK 6.
( 28/1 1768 - 3/12 1839 )
REGENT AF DANMARK FRA 1784 - 1808.
KONGE AF DANMARK FRA 1808 - 1839.

Frederik 6. blev født den 28. januar 1768 som eneste søn af Christian 7. og dronning Caroline Mathilde af Storbritannien.
Frederiks far Christian 7. led af en frygtelig sygdom der hed skizofreni, en sygdom som med tiden gør en person total sindssyg og svag.
Frederiks mor Caroline Mathilde var meget ung og havde jo ikke et kærlighedsforhold til Christian 7., så hun forelskede sig i kongens livlæge Johann Friedrich Struensee
( 1737 - 1772 ) og de to havde et hemmeligt kærlighedsforhold.


JOHANN FRIEDRICH STRUENSEE I 1770.

Struensee udnyttede sig til at få indflydelse i Statsrådet, fordi han vidste at Christian 7. ikke kunne undvære hans hjælp, som livlæge og i 1770 blev Struensee præsident i Statsrådet og regerede som landets enevældige regent. Han var en brutal hersker, der gjorde ham overordentlig upopulær hos både befolkningen og kongehuset.
Men i januar 1772 blev han styrtet ved en kongelig sammensværgelse ledet af enkedronningen Juliane Marie, Christian 7.’s stedmor.
Struensee kom for retten og blev dømt til døden. Han blev flået ihjel og hans kropsdele blev sat på hjul og stejle som tegn på, at Struensees brutale regeringstid var forbi.
Dronning Caroline Mathilde måtte forlade landet og døde få år senere i eksil i Tyskland, hun så aldrig sin søn Frederik igen.
Da hans mor døde i eksil udtalte Frederik blot:

”Jeg håber, hun er hos Vor Herre, og så kan man ikke ønske hende bedre”.

Efter at moderen blev landsforvist havde den unge kronprins det ikke let med sin sindssyge far, som slet ikke var i stand til at opdrage sin søn, så kronprins Frederik havde en meget dårlig barndom og ungdom, og det glemte han aldrig, så han udviklede til en meget stille og svag dreng.
Frederik blev så det meste af sit liv undervist af hoffolk som general Hans Henrik von Eickstedt ( 1715 - 1801 ) og især af kammerjunker Johan Bülow ( 1751 - 1828 ), som blev kronprinsens personlig hofmester og lærer.
Bülow gjorde alt hvad han kunne, for at modarbejde Frederiks svage og uheldige sider og lærte ham at tale med jævne folk.
Efterhånden begyndte kronprinsen at blive uvenner med enkedronning Juliane Marie og hendes søn arveprins Frederik og Statsrådets præsident Ove Høegh-Guldberg.
Efter sin konfirmation i 1783, gik han sammen med Statsrådets medlemmer som var Andreas Peter Bernstorff ( 1735 - 1797 ), brødrene Christian Ditlev Reventlow ( 1748 - 1827 ), Johan Ludvig Reventlow ( 1751 - 1801 ) og planlagde at vælte Høegh-Guldbergs styre. Den 14. april 1784 blev Høegh-Guldberg styrtet ved et statskup med kronprinsen i spidsen.


ANDREAS PETER BERNSTORFF I 1793.

Da den viljeløse og sindssyge Christian 7. havde underskrevet de dokumenter, der blev forelagt af hans søn, stod den nu 16 årige Frederik som enevældig kronprinsregent af Danmark-Norge.
I 1780erne arbejdede Frederik meget tæt sammen med Bernstorff og brødrene Reventlow om at få indført nye landboreformer og få afskaffet det forhadte stavnsbånd.
I 1788 blev stavnsbåndet ophævet og nu var landets bønder frie og kunne ikke behandles som slaver mere.
Som tak satte bønderne et monument op på Vesterbrogade i København, Frihedsstøtten, og da kronprinsen kom for at se monumentet blev han modtaget af jublende bønder og borgere, han var blevet en meget populær regent.


KRONPRINS FREDERIK (6.) PÅ SIN HVIDE HEST OG MODTAGER BØNDERNES HYLDEST I 1788 I KØBENHAVN.

Frederiks største interesser var enten at overvære militærparader eller ordne sin lille have på sit sommerresidens, Frederiksberg Slot.
Kronprins Frederik blev gift med Marie Sofie Frederikke af Hessen-Kassel ( 1767 - 1852 ) den 31. juli 1790 og fik 8 børn, men kun to døtre overlevede barneårene.
I 1794 nedbrændte Christiansborg Slot til grunden og det betød at Christian 7. og kronprinsen og hans familie var blevet hjemløse. Heldigvis var nogen fornemme og smukke palæer i København til salg og der slog kongefamilien sig ned, stedet kendes i dag som Amalienborg Slot.
Men igen udbrød der brand i København, den 5. juni 1795 om aftenen, idet noget tømmer i Holmens Kirke brændte, og det udviklede sig til den anden store bybrand i Københavns historie, hvor den centrale del af hovedstaden nedbrændt fuldstændigt.
Efterhånden som vi gik ind i et nyt århundrede, 1800-tallet, havde der været 80 års fred i Danmark, men freden skulle snart være slut.
I slutningen af 1790erne havde stormagterne Frankrig og Storbritannien været i krig mod hinanden og i år 1800 indgik kronprins Frederik i et væbnet neutralitetsforbund med Sverige og Rusland for at beskytte deres flådehandel mod Storbritanniens stærke flåde.
Forbundet udviklede sig til en torn i øjet på Storbritannien og i december år 1800 erklærede englænderne Danmark krig og sendte en flåde mod København.
I spidsen for den engelske flåde var generaladmiral sir Hyde Parker og hans næstekommanderende den berømte søhelt viceadmiral lord Horiato Nelson ( 1768 - 1805 ).
Tidligt om morgenen den 2. april 1801 affyrede englændernes flåde de første kanoner af mod Danmarks stolte og stærke flåde, slaget på Reden var begyndt.


SLAGET PÅ REDEN DEN 2. APRIL 1801.

Søslaget varede over 5 timer og kostede dyrt på begge sider og slaget endte nærmest uafgjort, men englænderne tvang Danmark ud af forbundet.
Efter søslaget ved Trafalgar i 1805 var den franske flåde blevet fuldstændigt udslettet af lord Nelson, som selv blev dræbt under slaget og nu frygtede den engelske regering at Frankrigs kejser Napoleon I ( 1769 - 1821 ) ville tage den danske flåde og bruge den mod dem, så i 1807 sendte englænderne igen en stor flåde mod København.
Da englændernes flåde nåede frem til Holbæk, sendte de et brev til den danske regering om, at den danske flåde skulle udleveres til Storbritannien, men Statsrådet svarede nej.
Englænderne indsatte deres hær ved Holbæk og havde kurs mod København.
Efter en hård kamp mod den danske bondehær ved Køge og København, belejrede englænderne København.
Københavns kommandant vidste, at englænderne havde ingen chancer for at storme København med deres hær på grund af Københavns store volde, men englænderne stormede ikke byen, de ville bombardere byen og tvinge dem til at overgive sig.
Fra den 2. september til 7. september 1807 bombarderede englænderne København og ødelagde 2/3 del af København og 1600 københavnere mistede livet. København overgav sig den 7. september, og Statsrådet måtte udlevere den danske flåde på ca. 20 skibe til englænderne.
Nu var Danmark tvunget ind på Napoleons side, men alliancen med Frankrig 1807-1814 skulle vise sig at blive en katastrofe for Danmark, fordi skibsfarten, handelen og økonomien blev fuldstændigt ødelagt af de øgede militærudgifter.


FREDERIK 6. I 1808.

Den 13. marts 1808 døde Christian 7., 59 år gammel, og nu var kronprins Frederik endelig blevet til kong Frederik 6. af Danmark-Norge efter 24 år som regerende kronprins.
Men efter Napoleons nederlag i Rusland i 1812, begyndte det at gå ned ad bakke for Danmark, fordi da Frankrig i 1813 havde hele Europa imod sig, var Danmark deres eneste allierede.
I 1813 gik Danmark bankerot og måtte trække sig ud af alliancen med Frankrig.
Ved freden ved Kiel i 1814 måtte Frederik 6. ved fredsaftalen afstå Norge til Sverige. Frederik 6. var rasende, men havde jo ikke noget andet valg og udtalte bittert efter udskrivningen af dokumentet:

”Gid jeg aldrig havde oplevet denne sørgelig dag, da jeg måtte afgive den tilståelse, at Norge, mit kære Norge, som måtte være det offer, som måtte gives for ikke aldeles at opgive alt”.

Det var en sørgelig og ulykkelig dag for både Frederik 6. og Danmark, fordi Norge havde i 434 år været i union med Danmark og nu skulle vor kære Norge være en del af ærkefjenden Sverige.
Men Norges statholder prins Christian Frederik ( 1786 - 1848 ), den senere Christian 8. af Danmark ville ikke overgive Norge til Sveriges krigerkonge Karl 14. Johan uden kamp.
Den 17. maj 1814 erklærede det norske rigsråd at Norge var et selvstændigt kongerige med Nordens første grundlov og udråbte prins Christian Frederik til Norges konge.
Men Sveriges Karl 14. Johan ville ikke opgive Norge så let og i juli 1814 gik den svenske hær på 200.000 mand ind i Norge.
Nordmændene kæmpede hårdt for deres selvstændighed, men efter 3 måneders blodige kampe var Norge blevet indlemmet i det svenske kongerige og prins Christian Frederik måtte flygte til Danmark.
I 91 år skulle Norge være en del af Sveriges kongerige, først i 1905 blev Norge et selvstændigt kongerige med egen kongefamilie.
Tiden efter 1815 var meget sløv og stille i Danmark, landet var jo gået fallit og kæmpede for at få orden på økonomien med en ny opfindelse der var kommet til Danmark i starten af 1800-tallet, dampmaskinen.
For første gang i Danmarks historie begyndte man at massefabrikere alle mulige slags varer som udlandet havde meget hårdt brug for, især landbrugsvarer.
Det tog lang tid at genopbygge København efter både bybranden i 1795 og bombardementet i 1807.
Det var mesterarkitekten C.F. Hansen ( 1756 - 1845 ), der skulle genopbygge hovedstadens mange bygninger. København var først helt genopbygget i starten af 1839.
Mens Frederik 6. og hans dronning og deres to døtre holdt sommerferie på Frederiksberg Slot og i 1819, blev der udgravet kanaler i Frederiksberg Have, hvor kongen og kongefamilien til deres store glæde blev sejlet rundt i kanalerne om sommeren.


FREDERIK 6. PÅ EN SPADSERETUR SAMMEN MED SIN FAMILIE I 1825.

I sommeren i 1820erne og 1830erne tog de fleste københavnere på skovtur eller gik en spadseretur i Frederiksberg Have og kunne se hele kongefamilien blive sejlet rundt på kanalerne med kongen i fuld admiralsuniform, det var det tætteste Frederik 6. kom på søen.
En anden ting som var Frederik 6.’s store glæder på sine ældre dage var, når byens nøgler til de 4 byporte omkring hovedstaden blev afleveret til ham hver aften, når han holdt sommerferie på Frederiksberg Slot.
Københavns volde og porte blev første revet ned i 1856.
De gange Frederik 6. gik spadseretur sammen med sin familie i Frederiksberg Have i 1820erne og 1830erne, mødte de mange berømte danskere, f.eks. den berømte videnskabsmand Hans Christian Ørsted ( 14. august 1777 - 9. marts 1851 ), som også var bror til den danske politiker og jurist Anders Sandøe Ørsted ( 21. december 1778 - 1. maj 1860 ).
Så var der også maleren Christen Schiellerup Købke ( 26. maj 1810 - 7. februar 1848 ) som først blev en meget anerkendt maler efter sin død.
Billedkunsteren og billedhuggeren Bertel Thorvaldsen ( 19. november 1770 - 24. marts 1844 ) som arbejdede i Rom i årene 1797-1838, og ved sin hjemkomst til København i 1838, havde man bygget Thorvaldsens Museum i 1837 til hans mange statuer, som han havde med hjem.
Den berømte digter Adam Oehlenschäger ( 1779 - 1850 ), som skrev Danmarks nationalsang, ”Der er et Yndigt Land” i 1819, den kloge præst Nikolai Frederik Severin Grundtvig ( 8. september 1783 - 2. september 1872 ), forfatteren Søren Aabye Kierkegaard ( 5. maj 1813 - 11. november 1855 ) og til sidst men ikke mindst den verdensberømte digter og forfatter Hans Christian Andersen ( 2. april 1805 - 4. august 1875 )., jo Frederik 6. mødte mange berømtheder på sine spadsereture i Frederiksberg Have.


FREDERIK 6. SAMMEN MED FAMILIEN I 1830.

Tidligt om morgenen den 3. december 1839 døde 71 årig kong Frederik 6. af lungebetændelse, han havde været Danmarks konge og regent i 56 år.
Hele nationen sørgede over tabet over deres gamle landsfader og mange mennesker stod med tårer ved ligtoget, og bønder bar hans kiste det sidste stykke vej til bisættelsen i Roskilde Domkirke.
Frederik 6. var en rigtig populær folkekonge, selvom han var enevældig konge.