FREDERIK 3.
( 18/3 1609 - 9/2 1670 )
KONGE AF DANMARK-NORGE FRA 1648 - 1670.

Frederik 3. blev født den 18. marts 1609 i Haderslevhus som barn nummer fem og næstældste søn af Christian 4. og dronning Anna Cathrine.
Hans storebror, prins Christian, var arving og kronprins til tronen, så det skulle vare længe, før Frederik havde udsigt til at blive konge af Danmark.
Frederik blev undervist sammen med sine søskende på Sorø Akademi, og han besluttede at skabe sig en fremtid ved at gå i kirkens tjeneste.
I 1627 blev Frederik udnævnt af sin far midt under Kejserkrigen til præsident for krigsrådet i byen Stade og samtidig fik han titlen kredsoberst for det kongelige regiment i Bremen.
Den 8. februar 1635 blev Frederik valgt til fyrsteærkebiskop Johann Friedrich af Bremens efterfølger samt titlen biskop af Verden, en nabostat til Bremen i Nordtyskland.
I allerhøjeste grad en tiltrængt triumf for ham selv og især for hans far, Christian 4.
Frederik indrettede sig på slottet Bremervörde, hvor han opbyggede sin egen regeringskancelli med bl.a. Christoffer Gabel ( 1617-1673 ), som var Frederiks personlige kammerskriver og han blev senere Frederik 3.'s finansminister og udenrigsminister i enevældens første 10 år.
Som sin kansler havde Frederik den tyske jurist Dietrich Reinkingk ( 1590-1664 ), han blev i 1648 leder for regeringskancelliet i Flensborg og fra 1649 i Glitckstadt. Det tredje medlem af Frederiks kancelli var en anden tysk jurist, Theodor Lente ( 1605-1668 ), som fik stor indflydelse på udenrigspolitikken i Frederiks kongeår og som senere blev tysk kansler.
Hertug Frederik af Bremen-Verden, som han kunne kalde sig, forsøgte med disse mænds hjælp at styre sit lille ærkebispesæde i det nordvestlige Tyskland efter næsten enevældige principper, som bragte ham i konflikt med mange tyske adelsfolk, den danske adel og det danske rigsråd.
Frederik havde også økonomiske vanskeligheder og måtte flere gange anmode sin far om forstærkninger.
I 1640 blev Frederik forlovet med den 12 årige hertuginde Sofie Amalie af Braunschweig-Laneburg ( 1628-1685 ). De blev gift den 18. oktober 1643 og fik 8 børn, heriblandt den senere kong Christian 5.
Da Torstensson-krigen brød ud i 1643 blev Frederiks ærkebispesæde besat af svenskerne, og da krigen sluttede i 1645 blev hans ærkebispesæde indlemmet i Sverige.
Efter tabet af sine nordtyske stifter blev Frederik i 1647 statholder i Slesvig-Holsten, og slog sig ned i Flensborg sammen med sin familie.
Den 2. juni 1647 døde Frederiks storebror kronprins Christian, 44 år gammel, og kort tid efter indkaldte den gamle og svækkede Christian 4. til rigsrådsmøde i København den 27. april 1648. Men Christian 4. kom ikke til at deltage i rigsrådsmødet, han døde den 28. februar 1648. Kong Christian nåede ikke at udråbe sin næstældste søn til tronfølger, så efter kongens død overgik regeringsmagten til Rigsrådets stærkeste medlem, rigshofmester Corfitz Ulfeldt
( 1606-1664 ), som var gift med Christian 4.'s datter Leonora Christine ( 1621-1698 ), og hun var Frederik 3.'s halvsøster.


CORFITZ ULFELDT I 1653.

Som rigshofmester siden 1643 havde Ulfeldt været landets regent i Christian 4.'s sidste leveår, og han og Leonora Christine gik med planer om at blive landets nye kongepar, og de havde støtte fra både en del danske adelsfolk og især det svenske rigsråd, men den danske befolkning kunne ikke tåle synet af dem, og hadede dem utroligt meget.
Da Frederik ankom til København i april 1648, skyndte han sig at få støtte fra Rigsrådet og den 6. juli 1648 kunne han underskrive sin håndfæstning som landets nye konge, Frederik 3. af Danmark.
Frederik 3. gjorde Christoffer Gabel til sin kongelige kammerskriver og personlige rådgiver og gav ham et sæde i Rigsrådet.
Rigshofmester Ulfeldt begyndte i 1651 at gå i gang med at planægge et attentat på Frederik 3. og hans dronning Sofie Amalie, men planen blev opdaget og Corfitz Ulfeldt flygtede til Holland og senere til Sverige.
Frederik 3. valgte Joachim Gersdorff ( 1611-1661 ) til ny rigshofmester i 1652 og i juli 1653 gav Frederik rigshofmester Gersdorff Ulfeldts godser og store formue, plus Ulfeldts sæde i Rigsrådet.


JOACHIM GERSDORFF I 1655.

Christoffer Gabel udtalte ved et rigsrådsmøde i 1653:

"Hans kongelige majestæt kong Frederik 3. af Danmark og Norge, hertug af Slesvig-Holsten, har erklæret sin tidligere svoger og rigshofmester, Corfitz Ulfeldt, er herved fredløs og landsforæder af sit fædreland og folk".

Imens var Ulfeldt blevet svensk rigshofmester og havde en magtfuld plads i det svenske rigsråd.
I 1654 blev Karl 10. Gustav ( 1622 - 1660 ) valgt til Sveriges nye konge, han havde været øverstbefalende for de svenske hære i Nordtyskland i 1648, og han havde vist sig som en dygtig feltherre.


KARL 10. GUSTAV AF SVERIGE I 1654.

I 1655 erklærede Karl Gustav Polen krig og vandt en række hurtige sejre, men da stormagterne Rusland, Østrig og Brandenburg gik ind på Polens side, led Karl Gustav et stort nederlag i 1656.
Da nyheden om et svensk nederlag i Polen nåede frem til Danmark, ville Frederik 3. udnytte situationen og fik vedtaget ved et rigsrådsmøde i december at gå ind på Polens side i krigen og begyndte derefter at opruste landet til krig.
Men landets økonomi var dårlig, og den danske flåde var i ringe stand. Desuden var landets forsvarsanlæg i Jylland og Skåne i en  ynkelig og misligholdt forfatning. Den danske adel var heller ikke meget for at støtte deres konge, så derfor kunne Frederik 3. kun opstille en ret dårligt udrustet bondehær på ca. 10-15.000 mand, den ene hær i Skåne og den anden i Holsten.
Den 1. juni 1657 sendte Frederik 3. sin krigserklæring til Sverige, formålet var at overfalde Karl Gustavs hær i Nordtyskland, den første Karl Gustav-krig var begyndt. Men for Karl Gustav blev den danske krigserklæring en kærkommen lejlighed til at trække sit felttog ud af Polen med æren i behold og gøre alvor af sine længe nærede krigsplaner mod Danmark.
I oktober 1657 gik Karl Gustav over grænsen til Holsten med en meget stærk svensk-tyske hær på 90.000 krigstrænede soldater og fik militærstøtte fra hertug Friedrich 3. af Holsten-Gottorp og de tvang den danske hær i Holsten til at trække sig op til fæstningsbyen Frederiksodde, i dag Fredericia.


DEN SVENSKE HÆR STORMER FREDERIKSODDE I 1657.

Den danske rigsmarsk Anders Bilde prøvede at holde stand med sin hær på 6000 mand, men svenskernes stærke hær stormede den ufærdige fæstning den 24. oktober 1657 og i løbet af få timer var Fredericia erobret og herved var hele Jylland i svenskernes hænder.
Frederik 3. havde håbet på mere aktiv hjælp fra Sveriges fjender, men da en usædvanlig kold vinter begyndte, frøs både Lille Bælt og Store Bælt til.
På 14 dage marcherede svenskerne i dagene fra 30. januar til 13. februar 1658 over isen fra Jylland ved Hejlsminde til Fyn og derfra via Tåsinge, Langeland, Lolland og Falster til Sjælland og indtog Vordingborg den 13. februar 1658.


SVENSKEHÆREN PÅ VEJ OVER ISEN VED LILLE BÆLT I VINTEREN 1658.

Frederik 3. var helt ude af den, han havde i løbet af 6 måneders krig mistet næsten hele sit kongerige, kun det østlige Sjælland var på danske hænder, resten af landet var i Karl Gustavs hænder.
Da Karl Gustav var kommet over til Fyn, anmodede Frederik 3. om fred.
Den 27. februar 1658 blev der sluttet fred ved Roskilde, og her modtog Frederik 3. Karl Gustavs utrolige meget hårde fredsbetingelser:

"Hans kongelige majestæt kong Karl 10. Gustav af det store svenske rige ønsker landområderne, Skåne, Halland, Blekinge, Bornholm samt Bohus len og Trondheim len i Norge.
En million rigsdaler i guldmønter, 8 udrustet orlogsfartøjer, 2000 veludrustet ryttere, 2000 veludrustet fodfolk, vor svenske tropper forbliver og skal brødfødes i danske kvarter, indtil datoen 8. maj anno 1658 for sikre vor rimelige fredsbetingelser.
Det er vor mening at rigshofmester Corfitz Ulfeldt skal have alle sine poster og godser igen, samt hertug Friedrich 3. af Holsten-Gottorp skal løses fra sit lensforhold til jer.

Karl 10. Gustav af Sverige".

Frederik 3. var rasende og beskyldte den danske adel for at svigte både ham og det danske folk, men han havde ikke noget andet valg end at underskrive Karl Gustavs fredsbetingelsesbrev.
Men Karl Gustav fortrød snart freden, nu ville han have hele Danmark og i slutningen af juli 1658 erklærede Karl Gustav Danmark krig, den anden Karl Gustav-krig var begyndt.
Søndag den 8. august 1658 kom dette budskab til Frederik 3. i København:

"Svenskekongen og hans hær var landet ved Korsør og havde fremrykning mod Helsingør og det kongelige København".

Københavns borgmester Hans Nansen (1598-1667) opfordrede byens borgere og studenter til at stille sig under kong Frederiks faner i kampen mod de fordømte svenskere og for at forsvare deres hjem i det kongelige København.
Da kongens hoffolk opfordrede Frederik 3. til at forlade Danmark og opgive sit kongerige til Karl Gustav, svarede han tilbage med stolthed:

"Den ædle fugl værger sin rede og vil hellere dø end at forlade den".

Den 12. august 1658 nåede Karl Gustav København og slog lejr ved Brønshøj og begyndte at indlede den 6 måneder lange belejring af København.
Men i september kom den værste besked til Frederik 3., den uindtagelige fæstning Kronborg var faldet.
Kronborgs kommandant havde ladet sig skræmme over en usand besked om Københavns overgivelse og havde selv strøget flaget, uden kamp, så nu var det kun København der holdt stand imod Karl Gustav.
Men så kom redningen, en hollandsk flåde under kommando af admiral Jacob van Obdam var på vej til København med både forsyninger og fodfolk.
Holland var meget bange for, at Sverige ville få herredømmet over Østersøen og Danmark var en meget vigtig handelspartner for hollænderne.
Tidligt om morgenen den 29. oktober 1658 nåede hollændernes flåde Kronborg, men svenskernes flåde spærrede Øresund med deres 42 orlogsskibe mod hollændernes 35 orlogsskibe og handelsskibe med flere hundred ton forsyninger af mad og 8000 fodfolk, som skulle hjælpe Frederik 3. med at holde stand i København.


SØSLAGET I ØRESUND VED KRONBOG SLOT I 1658.

Da Kronborg begyndte at affyre de første skud mod hollænderne, sendte 6 hollandske skibe en kanonsavle mod slottet, som gjorde store skader på både selve slottet og svenskernes kanonstillinger ved Kronborg og hermed var søslaget i Øresund begyndt.
Efter 7 timers hård kamp kunne hollænderne sejle ned igennem sundet med kurs mod København.
Svenskerne mistede 4-5 skibe plus 1000 soldater ved Kronborg, mens hollænderne kun mistede et orlogsskib under slaget.
Ved Skodsborg blev den hollandske flåde forenet med en dansk flåde på 6 orlogsskibe, som forgæves havde forsøgt at komme til hjælp i Helsingør. Da den dansk-hollandske flåde ankom til København blev de modtoget af stormende jubel fra Københavns befolkning, og den hollandske admiral Jacob van Obdam blev modtaget af Frederik 3.
Nu kunne København bedre holde stand mod svenskerne.
I november trak Karl Gustav sin hær tilbage til deres befæstede lejr ved Brønshøj, hvor den svenske hær gik vinterkvarter og Karl Gustav og hertug Friedrich af Holsten-Gottorp og deres generaler gik i gang med at planlægge et stormangreb på København.
Karl Gustavs lejr, Karlstad, rummede ca. 9000 veltrænede svensk-tyske soldater som terroriserede, plyndrede og myrdede løs i landområderne udenfor København. Nogle steder i Sydsjælland gjorde den danske befolkning modstand i en form for partisanskrig mod svenskerne.
De bedst kendte modstandsfolk som gav svenskerne store tab var Snaphanerne i Skåne og Sydsjælland under ledelse af Svend Poulsen (ca. 1610-ca.1679), eller bedre kendt som Gøngehøvdingen i Carit Etlars berømte dobbeltroman Gøngehøvdingen (1853) og Dronningens vagtmester (1855).
Frederik 3. havde til Københavns forsvar, Københavns borgervæbning på ca. 500 mand plus de hollandske hjælpetropper på 8000 veltrænede soldater,
I alt havde Frederik 3. en hær på 8500 mand som skulle forsvare København mod det kommende svenske stormangreb.
Frederik 3. tilbragte det meste af sin tid på Københavns volde hvor han opmuntrede sine soldater og blev meget populær blandt Københavns befolkning, mens folket bebrejdede adelen for de mange ulykker der væltede ind over landet under Karl Gustav-krigene.
Om aftenen den 10. februar 1659 sendte Frederik 3. et budskab til Københavns forsvarere:

"Denne nat vil blive det afgørende slagfor vor elskede fædreland, vi vil enten sejre eller dø for vor gamle Danmark. Må Gud være med jer alle sammen".

Kl. 01 om natten mellem 10. og 11. februar 1659 blæste Karl Gustav til angreb.
Karl Gustav havde lovet sine 9000 soldater 3 dages plyndring i København, når de havde indtaget byen. Svenskernes stormangreb fandt sted på tre steder, ved Nørrevold (i dag Nørrevoldgade), på Christianshavn og ved Kallebodstrand.


STORMEN PÅ KØBENHAVN I 1659.

Men voldene var fuldt bemandet den nat. Svenskernes hovedangreb var ved Kallebodstrand, i dag hedder det Stormgade, var den mest blodige kamp mellem svenskerne og københavnerne under svenskernes stormangreb på København.
Der blev kæmpet hele natten med vild lidenskab fra begge sider, men københavnerne havde en kæmpe fordel, de lå beskyttet oppe på voldene, mens svenskerne måtte gå over isen til voldene, men mange steder brød de svenske soldater gennem isen og druknede, og så var det heller ikke let for svenskerne at komme på voldene og videre ind i København.
Da solen var ved at stå op trak Karl Gustav sin hær tilbage til Brønshøj med store tab med ca. 2000 døde og 900 sårede, hvorimod københavnerne havde mistet ca. 12-15 soldater i forsvaret.
200 kanoner affyrede 3 skud fra voldene, og byens kirker ringede som tegn på at København havde afvist svenskernes angreb, og Danmark var frelst var den fuldstændige undergang.
Efter fiaskoen ved stormen på København, var en stor sejr helt udelukket for Karl Gustav, og han måtte trække sin hær over til Fyn for at lade hæren få et pusterum.
I maj 1659 blev Helsingør og Kronborg generobret af Frederik 3. 's hær og samtidig havde Frederik 3.'s allierede, Polen og Brandenburg, sendt deres hære op i Jylland og havde kurs mod Karl Gustavs hær ved Nyborg.


FREDERIK 3. TIL HEST UNDER SLAGET VED NYBORG I 1659.

Den 14. november 1659 blev krigens sidste store slag udkæmpet ved Nyborg.
Den svenske general, grev Erik Stenbok, havde ca. 6000 krigstrætte soldater mod en dansk-polsk-brandenburgsk hær på 15.000 krigstrænede soldater.
Efter få timers blodig kamp var den svenske hær fuldstændigt besejret, og Karl Gustav rejste tilbage til Sverige som en svækket og besejret gammel mand.
Karl Gustav forsøgte et sidste felttog mod byen Frederikshald i Norge, men det mislykkedes fuldstændigt og i starten af 1660 døde Karl Gustav af sine krigssår på sit kongeslot i Gøteborg i Sverige.
I foråret 1660 anmodede Karl Gustavs 5 årige søn, Karl 11. ( 1655-1697 ), om fred.
Den 27. maj 1660 blev freden underskrevet i København, hvor Frederik 3. fik Bornholm og de norske områder tilbage, men de skånske provinser forblev i det svenske kongerige, for altid skulle det vise sig.
Folket var lykkelige over krigen var slut og som tak gav Frederik 3. Københavns borgere adgang til vise embeder som ellers kun den danske adel havde adgang til. Men landets økonomi var totalt ødelagt og Frederik 3. havde en kæmpe krigsgæld på en million rigsdaler som både adelen og landets indbyggere måtte indbetale til kongen.
Efter krigen kunne Rigsrådet og adelen ikke enes efter krigen om hvem der skulle styre landet, så i oktober 1660 begik Frederik 3. et statskup ved at afsætte Rigsrådet og fratage adelens rettigheder, og Frederik 3. havde nu den komplette magt over Danmark.
Den 18. oktober 1660 modtog Frederik 3. Københavns borgeres hyldest ved en stor fest som deres enevældige arvekonge.
Leonora Christina og Corfitz Ulfeldt blev begge arresteret af kong Frederik 3. i København i 1660 anklaget for forræderi. De blev derefter fængslet på Hammershus slot, hvorfra de forsøgte at flygte. De blev løsladt 17 måneder senere i 1661.
Leonora Christina blev påny i 1664 fængslet i Blåtårn på Københavns slot. Her forblev hun fængslet de næste 21 år indtil hun blev løsladt i 1685.


FREDERIK 3. I 1663.

Enevælden var blevet indført i Danmark og kom til at vare i 188 år, hvor det kun var den danske konge der bestemte alt hvad der foregik i Danmark, både i indenrigspolitik og udenrigspolitik, og hans eneste overmand var Gud.
I 1665 kunne Frederik 3. underskrive landets allerførste grundlov Kongeloven.
Kongen var ifølge den nye grundlov landets allerhøjeste dommer og kunne adle og straffe folk i sit ubetingede og enevældige dobbeltmonarki, Danmark-Norge.
Da Rigsrådet blev opløst i 1660, indførte Frederik 3. en ny regering til at styre landet, Gehejmekonseilet.
Konseilet bestod af en præsident og 6 medlemmer som kunne rådgive kongen om en bestemt sag der var vedtaget i konseilet og så kunne kongen sige ja eller nej til denne bestemte sag.
6 andre medlemmer i rådet var de øverste chefer for de vigtigste poster i landet: Skatkammerkollegiet ( Finansministeriet ), Kancellikollegiet ( Statsministeriet ), Krigskollegiet ( Forsvarsministeriet ), Admiralitetskollegiet ( Admiralitet ), Højesteret og Kommercekollegiet ( Handelsministeriet ).
Frederik 3. døde af lungebetændelse på København Slot den 9. februar 1670, han blev 60 år gammel.