CHRISTIAN 9.
( 8/4 1818 - 29/1 1906 )
KONGE AF DANMARK FRA 1863 - 1906

Christian kom til verden på det tyske Slot Gottorp i Slesvig den 8. april 1818.
Han var det sjette barn og fjerde søn af hertug Friedrich Wilhelm Paul Leopold af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Beck ( 1785 - 1831 ) og Louise Caroline af Hessen
( 1789 - 1867 ).
Og der skulle komme flere børn i familien, idet børneflokken endte med 10 sunde og raske børn, men deres forældre var ikke rige adelsfolk. Heldigvis fik den store familie hjælp fra Louises kongelige familie, og engang imellem fik de økonomisk støtte fra både kong Frederik 6. som var Louises grandonkel og dronning Marie, som var hendes søster.
Men ingen i denne store familie havde nogen anelse om at deres søn, Christian, en dag skulle blive konge af Danmark og senere den verdenskendte Europas svigerfar.
Christians far, hertug Wilhelm, kom fra en meget fornem militærslægt som nedstammede fra kong Frederik 2.’s lillebror hertug Hans den Yngre af Slesvig-Holsten-Sønderborg, så Wilhelm stammede fra en kongelig slægt, men var ikke nogen rigmandssøn, fordi hans farfar, hertug Friedrich af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Beck, havde gjort sig uvenner med kong Friedrich Wilhelm 3. af Prøjsen, som fratog hans familieformue og gods i 1798.
Da enkehertuginde af Glücksborg døde i 1824 overgik hertugdømmet Glücksborg hermed
til Danmark, men Frederik 6. var slet ikke interesseret i det 250 år gamle slot.
Frederik 6.’s hensynsfulde dronning Marie havde en løsning og sagde til Frederik:

”Overlad dog både slot og titel til Wilhelm. Han og min søster har allerede 8 børn, uden endnu at have haft mulighed for at skabe sig eget hjem. Wilhelm kalder sig Hertug af Beck, skønt godset Beck er gået ud af hans families eje for over 70 år siden. Gør ham til ny hertug af Glücksborg, så kan du da med god samvittighed sige, at du har gjort noget ordentlig for både min søster og vor kære svoger!”

Frederik 6. fulgte sin betænksomme dronnings forslag. Ved et kongeligt patent af den 6. juli 1825 overdrog kongen Glücksborg til Wilhelm samt den tilhørende hertugtitel.
Så enkelt opstod faktisk den yngre glücksborgske hertuglinie, som 40 år senere skulle blive et fast begreb over hele Europa.
Men pludselig døde den 46 årige hertug Wilhelm den 17. februar 1831 og så fik den 41 årig hertuginde Louise med kort varsel et tungt kors at bære. Nu sad hun tilbage på Glücksborg Slot med 10 ugifte og delvis uforsørgede børn i alderen 2 til 20 år.
Derfor gik dronning Marie ind i billedet og hjalp så godt hun kunne, og under et besøg fik dronningen et godt øje til den 13 årige Christian og syntes, at han var den kønneste og mest elegante af de 9 søskende og han virkede mindre tysk på sin væremåde. Dronning Maries forkærlighed for Christian havde også forplantet sig hos den gamle konge og udviklede sig med årene til en faderlig følelse. Den sønneløse Frederik 6. havde nemlig kun to døtre, så på sine gamle dage så kongen i den unge Christian den søn, som han altid så inderligt havde ønsket sig. Så i 1832 rejste den 14 årige Christian til København og blev anbragt på Landkadetakademiet for at blive uddannet som officer ved Hestgarden.
Akademiet havde dengang til huse i den nuværende Østre Landsretsbygning i Bredgade.
Her blev Christian sat under opsigt af akademiets øverstbefalende, oberst Georg Linde
( 1787 - 1847 ), som samtidig blev hans formynder.
Obersten havde været meget gode venner med Christians far og tog sig venligt og faderligt af ham og lod den unge Christian bo hos ham i sin bolig på akademiet.
Christian omtalte altid senere oberst Linde med stor respekt, selv om han ikke lagde skjul på, at han følte sig frygtelig ensom i den fremmede hovedstad i de første år.
I starten var det først og fremmest Frederik 6. og dronning Marie, der tog sig af ham i hans fritid, men allerede før Frederik 6.’s død i 1839 begyndte den senere kong Christian 8. ( 1786 - 1848 ), og hans søskende at blive interesseret i Christian og de to forblev gode venner resten af livet.


PRINS CHRISTIAN SOM 18 ÅRIG I 1836.

I 1836 blev den 18 årige Christian udnævnt til ny ritmester ved Hestgarden ofg fik titlen prins.
Ganske som Frederik 6. havde anvendt Christians far til særlige missioner, benyttede den aldrende landsfader prins Christian til særlige missioner.
I 1838 blev den 20 årige Christian sendt på sin første mission til udlandet. Han skulle repræsentere den danske konge ved den nye engelske dronning Victorias kroning i London.
Prins Christian gjorde sig hurtig sine egne tanker om denne mission.
Dronning Victoria var stadigvæk ugift og søgte efter en prinsgemal, så hvis Christian kunne blive Victorias gemal ville hans fremtid være mere sikret, og hans familie vil blive glade, hvis han blev gift med verdens magtfulde dronning.
Men desværre lykkedes hans plan ikke, selv om Victoria skal have fundet ham meget tiltalende og en flot prins, men det var allerede bestemt hvem dronningen skulle giftes med, nemlig hendes tyske fætter, prins Albert af Sachsen-Coburg-Gotha.
Men hans deltagelse i Victorias kroning endte ikke helt galt, fordi han og dronning Victoria beholdt kontakten med hinanden resten af deres liv og mange år senere blev prins Christians datter, Alexandra, gift med Victorias ældste søn, prins Edward af Wales.
I 1839 døde den gamle kong Frederik 6. og blev afløst af hans fætter Christian 8.
Prins Christian udtalte, da han fik den ulykkelige nyhed om kongens død:

”Han var som en fader for mig”.

Efter Christian 8.’s kroning i 1840, blev prins Christian inviteret til et skuespil til ære for den nye konge på Amalienborg slot, og der traf han den meget smukke prinsesse Louise af Hessen, datter af landgreve Wilhelm af Hessen ( 1787 - 1867 ) og Christian 8.’s meget velbegavede søster prinsesse Charlotte ( 1789 - 1864 ).
Landgreven og hans familie boede på et af palæerne på Amalienborg og kendte kongefamilien. Prins Christian blev dødelig forelsket i Louise, og under en spadseretur i Kongens Have i 1841 friede Christian til Louise, og hun sagde ja.
Den 26. maj 1842 blev Christian og Louise viet i Brockdorffs palæ på Amalienborg, som i dag hedder Frederik 8.’s palæ.
Brylluppet blev omfattet med stor sympati af hele kongefamilien og selve bryllupssangen var skrevet af den berømte digter og forfatter H. C. Andersen.


BRUDEPARRET DEN 26. MAJ 1842.

Brudeparret fik heldigvis økonomisk støtte fra Louises forældre, og som bryllupsgave fik parret det Gule Palæ i Amaliegade som deres bolig, som i de følgende 22 år blev rammen om deres voksende familie.
I 1843 var der stor glæde i kongefamilien, prinsesse Louise var nedkommet med en prins og Christian var pavestolt over både Louise og deres nye søn. Den lille prins blev døbt Frederik, som mange år senere skulle blive kendt som kong Frederik 8. af Danmark ( 1843 - 1912 ).
Prins Christian og prinsesse Louise havde aftalt at Christian 8. skulle være gudfar til Frederik og som tak gjorde kongen den stolte og glade barnefader til ridder af elefanten og begyndte nu for alvor at blive mere interesseret for prins Christian, end han hidtil havde gjort. Og som årene gik fik Christian og Louise flere børn, Alexandra ( 1844 - 1925 ), Vilhelm ( 1845 - 1913 ), Dagmar ( 1847 - 1928 ), Thyra ( 1853 - 1933 ) og til sidst Valdemar ( 1858 - 1939 ).
Børnene blev undervist hjemme af deres forældre og blev klogt og kærligt, men også meget spartansk opdraget.
Christian 8.’s søn, kronprins Frederik (7.) ( 1808 - 1863 ) havde slet ikke tænkt sig at falde til ro og stifte familie og kronprinsen kunne slet ikke fordrage synet af prins Christian og prinsesse Louise, og da den senere Frederik 7. blev gift med sin elskerinde grevinde Louise Danner, blev dette fjendskab endnu værre.
Så Christian 8. og hans dronning Caroline Amalie gik med planer om at gøre prins Christian til deres søns tronfølger, men der var to andre rivaler som kæmpede om at blive kronprinsens efterfølger til den danske trone.
Den ene var prinsesse Louises lillebror, prins Friedrich af Hessen ( 1820 - 1884 ), som var gift med zar Nicolaj 1.’s datter, Alexandra, men da hun døde i barselssengen i 1847 og Friedrich søgte trøst hos en elskerinde, blev han sat ud af tronfølgerkapløbet.
Den anden rival til den danske trone, var Christian 8.’s svoger, hertug Christian August af Augustenborg, men da han var gift under sin stand, valgte Christian 8. at overse ham som tronfølger og afviste hertugens forslag til at gør Slesvig-Holsten til et uafhængigt hertugdømme, som hertugen ellers ville regere som enevældig hersker. Da hertugens forslag blev afslået af den danske konge, begyndte hertugen at søge støtte til at gøre oprør mod Christian 8. nede i hertugdømmerne.
Da Christian 8. døde i januar 1848 og blev efterfulgt af sin barnløse søn, Frederik 7., blev enevælden afskaffet. Danskerne fik endelig sin frie forfatning og hermed var demokratiet blevet indført i landet efter 188 års enevælde.
Samtidig erklærede hertug Christian August og hans bror Prinsen af Nør at hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg var blevet selvstændig, og oprørerne indtog fæstningen ved Flensborg. Hermed brød Treårskrigen 1848-1850 ud, hvor prins Christian var urokkelig på dansk side som chef for Hestgarden, mens hans tre ældre brødre var på oprørernes side i krigen.
Kongeriget Prøjsen støttede oprørerne i krigen, men alligevel kunne Danmark holde stand, indtil efter en stor dansk militærsejr i 1850 hvor Rusland pressede Prøjsen til at slutte fred og afvæbne oprørernes hær, og Danmark gik sejrrig ud af krigen, takket været Europas førende stormagters mægling.
Augustenborgerne blev forjaget fra landet og Christians oprørske brødre måtte gemme sig i Tyskland i nogle år.
Efter et stormagtsmøde i London i 1852, anerkendte stormagterne prins Christian som dansk tronfølger og den 31. juli 1853 blev en tronfølgelov vedtaget i Rigsdagen på Christiansborg og Christian kunne nu kalde sig, kronprins Christian af Danmark.
Men valget af den nye kronprins bragte ikke stor glæde blandt den danske befolkning, fordi Christians brødre havde støttet oprørerne i Treårskrigen og så var Christian og Louises forældre tyskere, så kronprins Christian og kronprinsesse Louise var ikke særlig populære blandt folket i de første 12 år.
I de år Frederik 7. var konge, levede kronprins Christian og hans familie et meget stille og normalt familie i det Gule Palæ. Kronprinsparret blev aldrig inviteret af kongeparret til fester på Amalienborg, fordi Frederik 7. og hans elskerinde grevinde Louise Danner ikke kunne tåle synet af Christian og Louise.
I året 1863 blev det mest afgørende og betydningsfulde år i Christians liv.
I marts 1863 blev hans ældste datter, Alexandra, viet til den engelske kronprins, prins Edward af Wales, den senere kong Edward 7. af England, og en måned senere blev Christians næstældste søn, prins Vilhelm, valgt af både Europas stormagter og den græske nationalforsamling i Athen til Grækenlands nye kong Georg 1. og han skulle komme til at regere Grækenland i 50 år.
I efteråret 1863 var Frederik 7. sammen med statsminister C.C. Hall fuldt optaget i at færdiggør Fællesforfatningen, der ville indlemme Slesvig i Danmarks kongerige og lade Holsten og Lauenborg blive som hertugdømmer under det danske monarki.
Kronprins Christian var meget bekymret og meget imod denne forfatning. Med sit kendskab til tysk tankegang kunne han forudse, at hvis forfatningen blev vedtaget af den danske rigsdag, så ville det Tyske Forbund og stormagterne, Storbritannien, Frankrig og Rusland betragte forfatningen som et groft brud på fredsaftalen i 1852 og så vil det Tyske Forbunds to dominerende magter, Prøjsen og Østrig, uden tvivl betragte det som en krigserklæring.
Men både Rigsdagen og Frederik 7. ville ikke høre på, hvad kronprins Christian sagde og kaldte ham for tyskervenlig. Den 13. november 1863 blev forfatningen vedtaget i Rigsdagen og nu manglede ministrene kun Frederik 7.’s underskrift.
Men så indtraf den store katastrofe, Frederik 7. døde kun to dage senere den 15. november 1863, uden at have underskrevet forfatningen. Samme dag blev den 45 årige Christian udråbt til kong Christian 9. af Danmark.


CHRISTIAN 9. SOM NY DANSK KONGE I 1863.

Men Christian 9. befandt sig allerede fra første dag som konge i en meget fortvivlet situation.
Han ville jo meget nødig underskrive Fællesforfatningen, som han betragtede som en tidsindstillet bombe. Men han vidste også godt hvis han ikke underskrev forfatningen, så ville der uden tvivl udbryde revolution i Danmark og måske ville folket kræve at den nye kongefamilie skulle sendes i eksil.
Christian 9. bad Rigsdagen om tre dage til at tænke sagerne ordentligt igennem, men i de tre dage stod der næsten altid en masse mennesker udenfor det Gule Palæ og skreg:

”Kom så med svaret. Ja eller nej!!!”.

Christian spurgte til råds hos både sin dronning og sine ældste børn, men de var også i tvivl om hvilket svar de skulle give ham.
Så ved statsrådsmødet den 18. november 1863, anbefalede alle ministrene i Rigsdagen eller nærmest tvang deres nye konge til at underskrive og efter 2 timers venten, måtte Christian bøje sig og underskrive forfatningen.
Ministrene var lykkelige, men inden Christian 9. underskrev sagde han:

”Jeg gør det her ikke med min gode vilje, men jeg er jo blevet tvunget til at underskrive denne fordømte forfatning, men jeg tilføjer at denne forfatning vil bringe vor gamle fædreland i ulykke og meget mulig dens eksistens i alvorlig fare”.

Regeringen og befolkningen var lykkelige over at de havde vundet over deres konge.
Fællesforfatningen skulle træde i kraft den 1. januar 1864.
Prøjsens nyvalgte ministerpræsident, Otto von Bismarck, krævede at den nye danske forfatning øjeblikkelig skulle trækkes tilbage, ellers ville det Tyske Forbund erklære Danmark krig. Men den danske regering spillede stadigvæk meget højt spil og nægtede at trække forfatningen tilbage, fordi regeringen regnede med at få hjælp fra de andre stormagter. Men Christian 9. vidste jo godt at ingen af Europas stormagter ville hjælpe Danmark i en kommende krig mod Prøjsen og Østrig, som på det tidspunkt havde Europas stærkeste hære.
Så i slutningen af januar kom krigserklæringen fra Prøjsen og Østrig.
Den 1. februar 1864 overskred prøjsiske og østrigske tropper og rykkede op mod den danske hærs stilling ved Dannevirke med en stærk hær på 57.000 krigstrænede soldater med nymoderne bagladegeværer og bagladekanoner.
Den danske hær under den 72 årige overgeneral Christian de Meza, havde kun 40.000 danske soldater, med gammeldags forlademusketter, så den danske hær havde ikke de bedste chancer mod prøjserne og østrigerne.
Christian 9. var rejst ned til Slesvig, for at opmuntre hæren, så godt han jo kunne  fordi hærens officer betragtede stadigvæk kongen som tysker. Men overgeneral de Meza vidste at den danske hær ikke havde gode chancer for at slå fjenden ved Dannevirke, stillingen ved Dybbøl var meget bedre, troede man, så generalen trak hæren op til Dybbøl, men tilbagetoget kom til at koste de Meza kommandoen for den danske hær.
Da rømningen af Dannevirke nåede frem til København, opstod der panik og optøjer i byens gader.
Folk stimlede sig sammen foran det Gule Palæ og råbe og skreg op:

”Tyskersvin, fordømte landsforrædere, skrub hjem til Tyskland, hvor I høre hjemme”.

I denne oppiskede stemning foran det Gule Palæ troede man, at det var Christian 9., der havde beordret hærens tilbagetog, fordi kongen var jo ved fronten.
Dronning Louise måtte tilkalde politiet for at få palæet sat under beskyttelse, fordi kongehuset troede, at folkemassen ville storme palæet og dræbe kongefamilien.
Men da politimester Crone tøvede, måtte dronning Louise true med at tilkalde livgarden og husarerne.
Man hånede prinsesserne Dagmar og Thyra, da de kom kørende hjem fra kirke den næste dag, og man spyttede på kronprins Frederik (8.), da han viste sig på gaden.
Dronning Louise græd i flere dage og nætter på grund af den ulykkelige situation.
Men Christian 9. havde naturligvis ikke beordret de Mezas tilbagetog, men han blev tvunget til at underskrive de Mezas afskedigelse, fordi folket krævede en syndebuk.
Den 18. april 1864 led den danske hær et stort nederlag ved Dybbøl, tabslisten var utrolig høj. 4800 danske soldater og 1700 prøjsiske og østrigske soldater var blevet dræbt eller såret. I juni 1864 prøvede stormagterne at slutte fred, men freden brød sammen og krigen foresatte et stykke tid endnu.
Efter Sønderborgs bombardement og tabet af Als i juli, var krigen for alvor tabt.
Den 30. oktober 1864 blev der underskrevet fred i Wien og Danmark måtte afstå Slesvig, Holsten og Lauenborg til det Tyske Forbund, krigen havde kostet 8000 danske soldater og den nye statsgrænse til nu langs Kongeåen.
Det viste sig også at det nye demokrati havde spillet fallit.
Christian 9. var fortvivlet og følte sig svigtet af alle. Af stormagterne, af sin regering og af sin befolkning, kun sin familie kunne han stole på og få støtte fra.
Christian 9. glemte aldrig de ydmygelser, han og hans familie måtte gennemgå i hans første kongeår.
Kongen håbede til det sidste, at Prøjsen ville tabe en krig til en af stormagterne og  man kunne få det tabte land tilbage, men efter sejren over Østrig i 1866 og Frankrig i 1870-1871, blev Prøjsen samlet til et stort og militærstærkt tysk kejserrige.
Først i juli 1920 blev Sønderjylland stemt tilbage til Danmark, efter 56 års besættelse.
Da krigen 1864 var slut, flyttede kongefamilien fra det Gule Palæ ind på Amalienborg Slot og de boede i det palæ der i dag hedder, Christian 9.’s Palæ.
Men nu skulle fremtiden tegne sig lyst for Christian 9. og dronning Louise. I 1866 blev deres næstældste datter, Dagmar, gift med den russiske kronprins, Alexander (3.) og samme år kunne kongeparret fejre sølvbryllup.
I 1869 blev deres ældste søn, kronprins Frederik (8.) gift med kong Carl 15. af Sveriges eneste datter, prinsesse Lovisa, en stor kongefamilie var ved at tage form.
I 1878 blev deres tredje datter, Thyra, gift med den tidligere kronprins Ernst August af Hannover og i 1885 blev kongeparrets sidste søn, prins Valdemar, gift med den franske prinsesse Marie af Orléans.


KONG CHRISTIAN 9. AF DANMARK I 1888.

Nu var Christian og Louise helt alene på Amalienborg, men de havde aftalt med deres 6 børn, at de kom hjem hver år sammen med deres børn og ægtefæller.
Så fra 1880erne og 1890erne kom næsten alle Europas kongelige til Danmark hver sommer hos Christian 9. og dronning Louise som holdt sommerferie på Fredensborg Slot.
Så tiden med de store familiesammenkomster blev kendt i hele Europa som, de glade Fredensborgs dage.
Gennem næsten et kvart århundre var Danmark Europas internationale kongelige hof og samlingspunkt, og Fredensborg Slot blev i danske folkemunde kaldt, Europas kongeslot.
Det danske kongepar var nu ved at blive kendt som Europas svigerforældre og bedsteforældre.
Den 26. maj 1892 kunne Christian 9. og dronning Louise fejre deres guldbryllup, så familiesammenkomsten i 1892 var meget større end de andre sammenkomster i de følgende år.
Christians og Louises 6 børn og deres børnebørn fejrede guldbrudeparret med stor folkefest og stort festfyrværkeri i København, det var en kæmpe storfest.
Christian 9. skrev i sin dagbog:

”Jeg vil aldrig glemme denne aften, der var både min og min kære og elskede dronnings største øjeblik, vi er meget taknemlige for både vor kære børn og børnebørn og vor kære folk”.

Ingen dansk konge har før eller siden kunne spille så stærkt på sin internationale familiebaggrund eller skabe så stor en kongelige familie som Christian 9.


GULDBRUDEPARRET DEN 26. MAJ 1892.

Christian 9. og dronning Louise nåede både at blive bedsteforældre og oldeforældre, parrets 6 børn fik tilsammen, 39 børnebørn og 10 oldebørn.
Ved de mange familiesammenkomster hver sommer var zar Alexander 3., Dagmars ægtefælle, altid i spidsen og var den meget morsomme onkel for det gamle kongepars børnebørn og zaren selv var glad for at være i Danmark hver sommer, fordi der kunne han og hans familie føle sig sikre.
De 39 børnebørn var altid i centrum ved sammenkomsterne. De roede rundt på Esrum sø og arrangerede cykleklub med zaren som ærespræsident, dog uden ret til at cykle, fordi ingen af dem turde lægge cykel til zaren, fordi han var meget stor og tyk, men zaren var glad alligevel.
De unge hældte vand i hoved på hinanden fra vinduerne på 1. sal og fik deres onkel, zaren, med på legen.
Sveriges kong Oscar 2., som intetanende kom på besøg, fik en spand vand i hovedet og han blev meget rasende. Den svenske konges raseri ville nok have været endnu større, hvis han vidste, at det var zaren, der havde kastede spanden med vand i hovedet på den svenske konge. Så zaren var den person, der kastede mest international glans over den store familie.
Om aftenen kom digteren H.C. Andersen og læste op af sine mange berømte eventyr for hele kongefamilien. Nogen gange tog Christian 9. sine børnebørn ind til København for at gå i cirkus.
Men familiesammenkomsterne begyndte at ebbe ud, da den elskede zar Alexander 3. pludselig døde i 1893 og da den gamle dronning Louise døde som 81 årig i 1898 var sammenkomsterne slut.
Både Danmarks befolkning og den store kongelige familie sørgede sammen med Christian 9. over tabet af dronning Louise.
Den gamle Christian 9. havde været meget afhængig af sin elskede dronnings initiativ og store kærlighed. Det var for resten Louise som var hjernen bag monarkiet, bag politikken i landet og den store familie.
Når Christian efter 56 års meget lykkeligt ægteskab med Louise på sit natbord betragtede hendes fotografi med inskriptionen:

”God nat min Christian.”

Og da Christian 9. havde kigget på sin dronnings foto, udbrød han med tårer i øjnene:

”Jeg savner min dronning så frygtelig meget. Jeg kan slet ikke fatte, at hun er død”.

Christian 9. kom sig aldrig over tabet af sin dronning, han græd hver aften.
Den 11. marts 1899 blev Christian 9. oldefar for 10. gang, kronprins Frederik (8.)’s ældste søn, prins Christian, den senere Christian 10., havde fået en søn, Frederik, som mange år senere skulle blive kendt som Danmarks mest populære folkekonge, kong Frederik 9.


CHRISTIAN 9. TIL SIT 10. OLDEBARNS DÅBSDAG DEN 9. APRIL 1899.

Christian 9. var meget stolt over sin nye oldebarn og han vidste jo at tronfølgen nu var helt sikret i mange generationer i fremtiden. 4 generationer skulle der gå før vor nuværende dronning Margrethe 2. kom til.
I 1903 blev Christian 9. fejret da han havde været Danmarks konge i 40 år. I en hel uge var der fest over hele landet og hele den kongelige familie deltog i den store fest på Amalienborg og da Christian 9. holdte sin takketale sagde han til sidst:

“Bare at vores højt elskede moder dronning Louise kunne have deltaget i denne store dag, vi savner hende meget højt, ære være hendes minde, vi vil altid huske dig Louise”.

Christian 9.’s allersidste store oplevelse, var da kronprins Frederik (8.)’s næsteældste søn, prins Carl, blev udnævnt til Norges kong Haakon 7. i 1905.
Det er utroligt, en dansk prins der blev stamfar til Norges nuværende kongehus og han kom til at regere Norge i 52 år.
Den 29. januar 1906 havde Christian 9. holdt audiens som altid om formiddagen og ved 11 tiden tog han hjem til Amalienborg for at holde frokost sammen med sin datter, zarina Dagmar af Rusland og sin bror prins Hans som sine gæster.
Efter en hyggelig frokost, da Christian ville tænde sin cigar, blev han pludselig utilpas og sagde at han ville gå ind for at hvile sig i sin seng.
Et stykke tid senere på eftermiddagen kiggede Dagmar ind til ham, han sov stadigvæk, men da hun rørte ved sin fars pande, var kongen ikke mere i live, Christian 9. havde sovet ind i døden.
Kongehuset var rystet over kongens pludselig død og kl. 3 om eftermiddagen læste hele befolkningen i landets aviser, at deres elskede landsfader var død.
I den kolde, mørke vinteraften ringede alle landets kirker og landsbykirker som tegn på at den gamle konge var død. Hele nationen sørgede og mange græd ved Christian 9.’s ligtog ved bisættelsen i Roskilde.
Næsten alle Europas kongelige deltog i hans begravelse eller sendte blomster til den store begravelse.
I dag bor Christian 9.’s børns mange efterkommere rundt omkring i Europa, og omfatter i dag ca. 580 nulevende kongelige personer.
Næsten alle Europas kongehuse er efterkommere af Christian 9. og dronning Louise.
Her er en del af dem:
Danmarks kongehus, Norges kongehus, Sveriges kongehus, Englands kongehus, Belgiens kongehus, Spaniens kongehus, storhertugdømmet Luxembourg, Grækenlands tidligere kongehus, Jugoslaviens tidligere kongehus, Italiens tidligere kongehus og Rumæniens tidligere kongehus.
Så Europas kongehuse er meget danske i dag, utroligt men sandt.