DRABSSAGER - 1987:

Der blev i 1987 begået 59 drab i Danmark, heraf er 2 drab uopklaret.

       *********************************************************************

Onsdag den 7. januar 1987, blev den 28 årige SAS-portør Niels Aage Albret dræbt i Bullshits klubhus, som lå på Kirkegårdsvej på Amager. Gerningsmanden var den 27 årige bullshit- rocker Peter “Panik” Espensen, som med en pistol skød og dræbte Niels-Aage Albret. Årsagen til drabet var formentlig, at Peter Espensen mistænkte ham for at være stikker. Bagefter blev liget af Niels Aage Albret støbt ind i cement-gulvet på Bullshit’s værksted “Multimedie Huset” på Christiania.
Tirsdag den 6. oktober 1987 blev liget af Niels Aage Albret fundet på Christiania.
Kriminalpolitiet anholdt samme dag Peter “Panik” Espensen, som under en afhøring i et grundlovsforhør erkendte drabet. Han sagde dog, at revolveren var gået af ved et uheld.
Christiania’s beboere blev så rasende over drabet på Niels-Aage Albret, at de samme dag den 6. oktober 1987 jagede medlemmerne fra rockergruppen Bullshit ud af Fristaden.
I juni 1988 ved Østre Landsret i København, blev Peter Espensen idømt 12 års fængsel for drabet på Niels Aage Albret. Han ankede straffens længde til Højesteret, hvor dommen blev skærpet til 14 års fængsel.
Rockergruppen Bullshit blev opløst i 1988.

       *********************************************************************

Mandag den 16. februar 1987, blev den 73 årige Edith Louise Andrup fundet myrdet i sin lejlighed i Valby. Hun var brutalt blevet kvalt. Gerningsmanden havde forsøgt at camouflere drabet som selvmord, ved at åbne for en gashane i køkkenet.
Kriminalpolitiet efterforskede drabet og mente, at hun var blevet udsat for et rovmord.
Drabssagen om rovmordet på Edith Louise Andrup er fortsat uopklaret.

       *********************************************************************

Den 35 årige kvinde Lene Mary Ann Kehler, som boede på Sporegangen 34 i Helsingør, forsvandt efter en druktur fra hjemmet, fredag den 26. september 1986.
Nogle uger senere blev hun meldt savnet til politiet af sin mand Kurt Kehler.
Året efter søndag den 12. april 1987, blev hendes lig fundet nedgravet ved Nakkehoved Fyr i Nordsjælland. Gerningsmanden havde gravet et hul på en meters dybde, hvorefter liget af Lene Mary Ann Kehler var blevet lagt i graven. En ræv havde formentligt fået færden af liget om foråret, idet hendes ene hånd stak op af jorden, da liget blev fundet.
En obduktion af Lene Mary Ann Kehler viste, at hun var blevet kvalt.
Hendes mand Kurt Kehler blev to gange tiltalt for drabet på sin hustru, men i begge tilfælde blev han frikendt på grund af manglende beviser.
Kurt Kehler blev 15 år tidligere i 1972 ved retten i København, idømt 14 års fængsel for det særdeles bestialske og meningsløse rovmord på den 25 årige taxachauffør Jørgen Normann Hansen, som blev myrdet den 10. februar 1972.
Drabssagen om mordet på Lene Mary Ann Kehler er fortsat uopklaret.


KURT KEHLER FOTOGRAFERET I 1980.

       *********************************************************************

Lørdag den 18. april 1987, ankom Tolne-banden i taxa til deres hus, beliggende på Stenderupvej 59 i Tolne i Vensyssel. Den 39 årige Tonni Lauritsen som var sanseløs beruset, havde brækket sig i taxaen. Kim Larsen og Tommy Pedersen blev enige om, at Tonni Lauritsen skulle have en omgang tæsk for sin opførsel i taxaen. De sparkede og slog ham, selvom Tonni Lauritsen var halvt bevidstløs af druk. Til sidst blev Kim Larsen og Tommy Pedersen enige om, at de ligeså godt kunne slå ham ihjel, idet han havde irriteret dem igennem længere tid. Den ene tog en stor dolk og stak Tonni Lauritsen i ryggen. Den anden mand tog en lommekniv og skar halsen over på Tonni Lauritsen, fra øre til øre. Bagefter lod de liget ligge på jorden, mens de lagde sig til at sove brandert ud.
Søndag morgen den 19. april 1987 gravede Kim Larsen og Tommy Pedersen et hul i græsplænen, hvorefter de begravede liget af Tonni Lauritsen. Men liget var blevet stift og kunne ikke være i hullet. Derfor måtte de med vold presse liget ned i hullet. Da der var gået omkring 5-6 uger blev de enige om, at grave liget op og slette alle spor efter drabet.
Derefter parterede de liget af Tonni Lauritsen, og brændte ligdelene i husets fyr.
Asken og benstumperne fra liget, blev blandet med beton og lagt som betongulv i carporten. Senre blev Kim Larsen og Tommy Pedersen enige om, at nedbrænde huset for at slette alle spor fra drabet.
Først 10 måneder efter drabet, i februar 1988, efterlyste moderen til Tonni Lauritsen sin søn hos politiet. Kriminalpolitiet ankom til den nedbrændte ejendom, og her fandt man Tonni Lauritsens tegnebog og en lyseblå sok i hullet ved græsplænen. Moderen kunne genkende effekterne fra sin søn. Politiets retsteknikere analyserede det nystøbte gulv i carporten, og fandt mikroskopiske benstumper fra liget af Tonni Lauritsen. Desuden fandt man nogle messingdele i betonen, som stammede fra ofrets lynlås.
Kort efter blev Kim Larsen og Tommy Pedersen fra Tolne-banden anholdt af politiet, og blev sigtet for drabet på Tonni Lauritsen.
I begyndelsen nægtede de alt, men snart beskyldte de hårdnakket hinanden for at være gerningsmanden, som udførte drabet på Tonni Lauritsen.
Ved et nævningeting i Vestre Landsret i Hjørring onsdag den 25. januar 1989, blev både Kim Larsen og Tommy Pedersen idømt 14 års fængsel, for det bestialske drab på Tonni Lauritsen og usømmelig omgang med liget, da de partede ham og brændte ligdelene i fyret.
De var i 1989 henholdsvis 29 og 38 år gamle, da de blev dømt for mordet.
Den yngste drabsmand døde af sygdom under afsoningen i fængslet, 6 år efter han blev dømt. Den anden drabsmand blev løsladt efter 12 års fængsel i 2001.

                                                                         RESTERNE AF DET NEDBRÆNDTE HUS.
                                            
TOMMY PEDERSEN OG KIM LARSEN DRÆBTE TONNI LAURITSEN DEN 18. APRIL
1987, HVOREFTER DE 6 UGER SENERE PARTEREDE OG BRÆNDTE LIGET.

       *********************************************************************

Søndag den 26. april 1987 kl. 10.00 blev den 44 årige lægefrue Marianne Jessen fundet død
af sin datter i huset på Marskvej i Tønder. Umiddelbart mente kriminalpolitiet hun var død af en hjerneblødning, men 3 dage senere konstaterede retsmedicinerne, at Marianne Jessen var blevet myrdet ved strangulering. Efterforskningen viste at alle døre og vinduer var låst, og familiens hund havde ikke reageret, da Marianne Jessen blev kvalt i familiens 240 kvadrat- meter store hus.
Manden og datteren blev afhørt, men det viste sig snart at de ikke havde noget med drabet at gøre. Kriminalpolitiet foretog næsten 1.800 afhøringer i drabssagen, men alle spor endte resultatløs.
Drabssagen om mordet på Marianne Jessen er fortsat uopklaret.


MARIANNE JESSEN BLEV MYRDET DEN 26. APRIL 1987.

       *********************************************************************

Natten til tirsdag den 26. maj 1987 endte en druktur i en tragedie. Den 32 årige Britta Hansen fra Odense, gik med en 20 årig mand med hjem i hans lejlighed i Odense, hvor hun hånede ham. Det fik den unge mand til at gå amok, idet han slog og sparkede Britta Hansen inden hun blev smidt ud af lejligheden. Han tog derefter sin commando dolk og stak hende ihjel med utallige knivstik på fortovet foran lejligheden.
Den 20 årige mand blev anholdt og fremstillet i et grundlovsforhør, sigtet for drab.
Det blev desuden besluttet at han skulle mentalundersøges.

       *********************************************************************

Tirsdag den 11. august 1987 blev den 20 årige Birgitte Andersen fundet myrdet i Evanston ved Chicago i USA. Hun var taget til Chicago som au pair-pige, og fik sin egen lejlighed den 1. juli 1987. Hun blev overfaldet af den 18 årige Michael Daniels, som blev fængslet sigtet for drabet på Birgitte Andersen. Han tilstod at have slået Birgitte Andersen, hvorved hun faldt og slog hovedet imod en bordkant.

       *********************************************************************

I oktober 1987, kørte den 18 årige Shahzad Saeed mindt 99 kilometer i timen i sin bil, hvor man dengang kun måtte køre 60 kilometer i timen. Han fortsatte over for rødt lys i krydset Vigerslev Alle - Vester Kirkegårds Alle i Valby. Her påkørte han den 9 årige Hanne Elkrogh Hansen og den 10 årige Stefan Bendt Rosenberg, som gik ud i fodgængerfeltet for grønt lys.
De blev begge dræbt på stedet, da Shahzad Saeed ramte dem med sin bil.
Han havde kun haft sit kørekort i en måned da ulykken skete.
Den 4. marts 1988 i Københavns Byret, blev Shahzad Saeed idømt 14 dages hæfte for dobbelt uagtsomt manddrab. Desuden blev han frakømt sit kørekort i 1 1/2 år.

     ***********************************************************************

Natten til lørdag den 31. oktober 1987, blev den 25 årige politibetjent Steen Kleist Carlsen stukket ihjel af den 30 årige iraker Moin Mohammad Saleh Najm på hjørnet af Lavendelstræde og Vester Voldgade i København. Irakeren havde følt sig forfulgt af nogle racister, og da politibetjent Steen Kleist Carlsen i civil løb efter Moin Mohammad Saleh Najm, trak han en kniv og stak Steen Kleist Carlsen i halsen tæt på pulsåren med kniven.
Steen Kleist Carlsen døde kort efter på hospitalet af et massivt blodtab.
Irakeren blev anholdt og sigtet for drabet på politibetjent Steen Kleist Carlsen.

       *********************************************************************

Natten til søndag den 13. december 1987 var familien Kiølseth samlet til den 40 årige Helga Kiølseth’s fødselsdag på 1. sal i ejendommen Jernbanegade/Perlegade i Sønderborg. Efter midnat gik børnene, den 4 årige Lene Kiølseth, den 11 årige Simon Kiølseth , den 13 årige Camilla Kiølseth og deres grandtante den 68 årige Gerda Kiølseth til ro på 2. sal, mens resten af fødselsdagsselskabet fortsatte festen på 1. sal i ejendommen. Klokken 02.00 opdagede en festdeldager røglugt og åbnede døren ud til trappen, som en del af allerede var brændt væk. De ringede omgående til brandvæsenet, men de 3 børn og grandtanten indebrændte på 2. sal.
Kriminalpolitiet anholdt den 21. december en 23 årig mand fra Als, som tidligere var blevet idømt 3 års fængsel for ildpåsættelse. Han erkendte senere pyromanbranden i ejendommen Jernbanegade/Perlegade, hvor 4 personer indebrændte.
Han blev derfor varetægtsfængslet og sigtet for 4-dobbelt mordbrand.


PYROMANBRANDEN I PERLEGADE - HVOR 4 PERSONER INDEBRÆNDTE DEN
13. DECEMBER 1987, DA EN 23 ÅRIG MAND SATTE ILD TIL TRAPPEN.

Oversigten
Tilbage Næste side